På en herlig, solskinsfyldt martsdag, der til fulde matchede løbets gennem årtier erhvervede, men ofte lovligt optimistiske status som forårsbebuderen i international cykelsport, eksploderede de 291 kilometers strabadser i Milano-Sanremo i en storslået og spændingsmættet finale, hvor den 26-årige franskmand Julian Alaphlippe (Deceuninck-Quick Step) tilkæmpede sig den vildt eftertragtede hovedrolle som sejrherre i det første af de fem traditionsrige monumenter, der prestigemæssigt rager op over alle sæsonens talrige andre endagsbegivenheder.
På Via Roma i ferieidyllen ved Middelhavet fuldendte forårets mest vindende aktør på den globale scene en formidabel bedrift ved at vinde spurten i den lille gruppe på en halv snes ryttere, som han selv havde skabt med et kraftfuldt fremstød på Poggio-stigningen 6,3 km fra mål.




























