Mens Astana havde placeret sin luksuriøse bus ved starten i hjertet af Bruxelles, var der oprettet en interimistisk lille lejr med afskærmende sejldug omkring 500 m efter målstregen ved Brussels Expo, hvor rytterne i nogenlunde skjul modtog de første forfriskninger og rullede af efter det 27,6 km lange holdløb.
Her stimlede både danske og internationale medier sammen for at erfare, hvordan en af løbets fremtrædende favoritter, Danmarks bedste professionelle cykelrytter Jakob Fuglsang, havde klaret sig gennem strabadserne efter sit chokerende uheld døgnet inden.




























