På en totalt pandekageflad rute langs Middelhavskysten i Torreviaja lidt syd for Alicante kaster de 22 deltagende mandskaber i den 74. udgave af Vuelta a España sig i aften ud på de første 13,4 km af de i alt 3.272,2, der skal tilbagelægges, inden punktummet sættes med den traditionelle parade til Madrid søndag 15. september.
Det er et holdløb, der står på programmet, og den danske stjerne i styrkeprøven på Den Iberiske Halvø Jakob Fuglsang har ikke just opmuntrende minder fra sin og Astanas seneste optræden i den disciplin.


























