Med mindre end tre uger til det i hast arrangerede opgør om VM-medaljer i Imola er der travlhed med at skaffe informationer om de forhold, der venter på den italienske rundstrækning.
Efter afslutningen på Settimana Internazionale Coppi e Bartali i fredags tog det italienske forbunds sportslige chef Davide Cassani sammen med den nyprofessionelle Andrea Baggioli (Deceuninck-Quick Step) og den rutinerede Diego Ulissi (UAE Team Emirates) ud for at besigtige ruten, og sidstnævnte er i en samtale med internetmediet tuttobiciweb.it fremkommet med betragtninger, der nok kan give grundlag for dansk optimisme.




























