Langt størsteparten af deltagerne i Vuelta a España forsvandt skyndsomt op i deres holdbusser efter rystende af kulde og dyngvåde at være nået til vejs ende på den 230,8 km lange 15. etape fra Mos til Puebla de Sanabria.
Men på UAE Team Emirates-mandskabet afløstes de 6 timer og 22 minutters lidelser på landevejene af overstadige jubelbrøl og omfavnelser, for det var holdets 22-årige belgiske sprinter Jasper Philipsen, der under de barske betingelser havde stridt sig først over stregen en halv længde foran tyskeren Pascal Ackermann (Bora-hansgrohe), mens dennes landsmand Jannik Steimle (Deceuninck-Quick Step) besatte tredjepladsen.



























