Knap fem måneder efter at have indledt den genåbnede landevejssæson med forrygende triumfer i den bagende italienske hede i WorldTour-løbene Strade Bianche og Milano-Sanremo demonstrerede den tidligere tredobbelte belgiske verdensmester i cykelcross Wout van Aert (Jumbo-Visma), at han til fulde også fortsat mestrer udfordringerne i den terrængående disciplins isnende kulde.
I den tredje af vinterens fem World Cup-afdelinger i cykelcross nedkæmpede den nykårede Årets Sportsmand i Belgien nemlig i et ekstremt mudderslag på hjemmebanen i Dendermonde samtlige rivaler, og strøg desuden til tops sammenlagt.


























