Bedrøvede miner døgnet inden, da holdets store stjerne spanieren Mikel Landa måtte se alle drømme om en topplacering i årets Giro d’Italia brutalt smadret af et voldsomt styrt i den afsluttende fase, afløstes i dag af sejrsjubel på Bahrain Victorius-mandskabet, da den 24-årige schweizer Gino Mäder efter en forrygende dag i front holdt hjem til karrierens fornemste triumf på den 162 km lange 6. etape fra Grotte di Frasassi til Colle San Giacomo, der hæver sig over Ascoli Piceno 1.090 meter over havets overflade.
En anden af feltets unge løver den 22-årige ungarer Attila Valter (Groupama-FDJ) blev en mindst ligeså overraskende deltager i hyldestseancerne efter dagens strabadser, da han som den første repræsentant fra sit hjemland erobrede den lyserøde førertrøje.


























