Med en overbevisende finish i en vild og medrivende finale understregede det 27-årige hollandske multitalent Mathieu van der Poel (Alpecin-Venix) i den 76. udgave af det 183,7 km lange WorldTour-løb Dwars door Vlanderen, at han er tilbage på det niveau, hvor han automatisk fremstår som en af favoritterne i selv de største begivenheder i cykelsporten.
Van der Poel, der er kommet senere i gang med sæsonen end de fleste af rivalerne, afviste i spurten i Waregem belgieren Tiesj Benoot (Jumbo-Visma), der var den sidste til at presse ham, og hollænderen træder dermed helt naturligt frem som en af de varmeste bud på succes i den kommende søndags Monument Flandern Rundt.




























