Jakob Fuglsang er ny mand i front af etapeløbet Schweiz Rundt på en ærgerlig baggrund. De seneste dages coronasmitte i feltet har ramt den hidtil førende Aleksandr Vlasov, som dermed er trukket ud af løbet inden fredagens etape. Det bekræfter hans hold, Bora, på Twitter.
Fuglsang lå på andenplads med seks sekunder op til Vlasov efter torsdagens etape, og dermed fører den danske veteran nu samlet. Vlasovs exit betyder også, at Andreas Kron fra Lotto Soudal avancerer til en podieplads. Danskeren rykker fra fjerde- til tredjepladsen med otte sekunder op til Fuglsang. Geraint Thomas (Ineos) ligger nummer to nu.
Schweiz Rundt er hårdt ramt af corona, hvor også EF-holdet og Fuglsangs eget Israel-hold er blandt de seneste ramte. Tidligere på ugen trak Jumbo-Visma sig helt, da der var brudt smitte ud på holdet, og til fredagens etape havde yderligere to hold trukket sig helt fra løbet, da coronaen havde fundet vej til mandskabet. Det drejer sig som Alpecin-Fenix samt Bahrain-holdet, som havde danske Johan Price-Pejtersen med. Han er dermed færdig i løbet.
Hvis Jakob Fuglsang kører med bange anelser om selv at blive ramt af corona, er det ikke uden grund. Holdkammerat Sebastian Berwick har afleveret en positiv test og er trukket ud. Det samme er hans værelseskammerat Reto Hollenstein for en sikkerheds skyld.
Hele 26 ryttere, som afsluttede torsdagens etape, kom ikke til start, da rytterne trillede ud på 6. etape fredag ifølge procyclingstats.com.
Løbet slutter efter planen søndag, men lige nu tager man det dag for dag, understreger løbsdirektør Olivier Senn i et interview med Cycling Pro Net.
»Vi har kigget på og diskuteret situationen. Den er selvfølgelig ikke god. Det er rigtig ærgerligt, at coronaen spreder sig så meget på holdene. Alle holdene kender reglerne, og fire hold har valgt at trække sig«, siger han til mediet.
Ifølge løbsdirektøren er der ingen krav om et bestemt antal hold, der skal deltage.
»Der er ingen specifikke regler på det punkt. Der er regler internt på holdene, som de skal følge. Men for os som arrangører er der ingen regler om, hvornår vi skal stoppe. Selvfølgelig skal vi stoppe, når det ikke længere er sportsligt relevant. Det er en meget svær balance at finde. Vi har talt med interessenterne og mener, at det er den rigtige beslutning at køre videre. Men vi må kigge på det igen i morgen og tage det dag for dag«, forklarer han før starten på fredagens etape.
Frygter for dansk Tour-start
Med bare to uger til Tour de France og den danske Grand Depart er det en dybt bekymrende situation, at cykelsporten nu er så hårdt ramt af corona, mener Treks sportsdirektør Kim Andersen.
»Det er meget skræmmende. Det er noget, der giver stof til eftertanke. Vi prøver at indføre maske igen og tage de forholdsregler, vi kan«, siger han.
Pandemien lagde cykelløbene fuldstændig ned, da den gjorde sit indtog i 2020, og også året efter fik den væsentlig betydning. Men i år har coronaen indtil videre ikke voldt det store besvær. Jo, enkelte ryttere er blevet testet positive og pillet ud rundt omkring, men som større tema har det virket som et nærmest overstået kapitel.
Indtil nu.
Søren Kragh, Casper Pedersen og Mikkel Bjerg er alle meldt smittede. Sidstnævnte i Slovenien Rundt, hvor Bjerg kørte sammen med den store Tour de France-favorit, Tadej Pogacar.
»Det er brandærgerligt. Det er ødelæggende på en eller anden måde, det er der ingen tvivl om. Det er farligt at se det så udbredt som nu. Det ser ud til at sprede sig virkelig voldsomt«, siger EF-rytteren Magnus Cort, som ikke selv er med i et løb lige nu.
Det er Kim Andersen til gengæld som en del af Trek-staben i Belgien Rundt.
»Det gælder om at passe endnu mere på ikke at have kontakt. Vi havde lige vænnet os til det og glædet os til, at der skulle være fri bane. Det ser bare ikke sådan ud nu. Nu må vi træde tre skridt tilbage«, siger Andersen.
Han vurderer, at det kan få stor betydning for den forestående grand tour, der begynder i København 1. juli.
»Det kan det i allerhøjeste grad. I hvert fald på rytter- og personalesiden. Du kan være ude fra den ene dag til den anden«, siger han.
Magnus Cort er formentlig udset som et godt kort hos EF til de første etaper på dansk jord, og han har nu tænkt sig at holde lav profil frem mod etapeløbet, bortset fra næste uge hvor han kører DM i Aalborg.
»Som cykelryttere har vi nok været mere påpasselige, men jeg har også stille og roligt løsnet op i år og er begyndt at opføre mig mere, som jeg har gjort før 2020. Udviklingen er helt sikkert noget, der får mig til at sørge for, at jeg altid har håndspritten med i baglommen og har masken på i større forsamlinger«, siger han.
Ritzau
fortsæt med at læse




























