Inden PostNord Danmark Rundt på fredagens etape passerer Jonas Vingegaards hjemby Glyngøre fejrede to af den fraværende danske Tour de France-triumfators Jumbo-Visma-holdkammerater, den 20-årige hollænder Olav Kooij og den 9 år ældre franskmand Christophe Laporte, dobbelttriumf på den 239,3 km lange færd fra Otterup til Herning.
Efter det lange ridt blandt andet hen over de 9 grusvejsstrækninger på i alt 18,2 km, der ikke tilførte den danske rundtur den ventede dramatiske effekt, nåede en stor gruppe samlet til mål, og her manøvrerede Vingegaards rutinerede franske Tour-hjælper så perfekt, at hans unge hollandske kollega nærmest blev båret i guldstol frem mod stregen og kunne passere den uden overhovedet at være truet.


























