Med to af topnavnene i det samlede klassement som de seneste ofre fremstår det stadigt stigende antal af positive covid-19 test i Vuelta a España som en større og større trussel mod en sportsligt tilfredsstillende afvikling af den tre uger lange rundtur.
Inden starten på den 191,2 km lange 11. etape fra ElPozo Alimentación til Cabo de Gata måtte englænderen Simon Yates (Team BikeExchange-Jayco), nr. 5 i det overordnede regnskab med et minus på 4.50 minutter til den førende belgier Remco Evenepoel (Quick-Step Alpha Vinyl), og franskmanden Pavel Sivakov (Ineos Grenadiers), på 9.-pladsen 7.06 minutter bagud, forlade løbet sammen med yderligere tre ryttere fra det spanske 2. divisionsmandskab Kern Pharma.



























