På den forkortede 3. etape kørte Jonas Vingegaard fra konkurrenterne på den stejle stigning op til målstregen. Van Barle vinder Omloop Het Nieuwsblad.

Jonas Vingegaard knuser igen konkurrenterne i Spanien

Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Jonas Vingegaard er urørlig i det spanske etapeløb O Gran Camiño.

Lørdag vandt den danske cykelstjerne sin anden sejr i træk, da han på 3. etapes sidste stejle stigning stak af fra konkurrenterne og tog en knusende sejr.

Dermed udbyggede Jonas Vingegaard samtidig sin føring i den samlede stilling, hvor Ruben Guerreiro (Movistar) er nærmeste konkurrent. Portugiseren er 53 sekunder efter danskeren før søndagens afsluttende enkeltstart.

Lørdagens etape var egentlig løbets kongeetape, men den var ikke så frygtindgydende, som den skulle have været.

På grund af dårligt vejr havde løbsledelsen ændret drastisk i ruten, og det betød, at stigningen Alto de Santa Mariña, som rytterne skulle have besteget to gange, blev fjernet.

Derudover var den afsluttende stigning forkortet med cirka tre kilometer.

Undervejs på etapen fik Jumbo-Visma hjælp i føringsarbejdet og sparede dermed kræfter.

Det betød, at blandt andre wattmonstret Rohan Dennis kunne give den fuld gas i positionskampen inden den sidste stigning.

Vingegaard godt placeret

Forarbejdet betød, at Jonas Vingegaard var rigtig godt placeret, da rytterne kørte ind på Alto do Castelo-stigningen, hvor Jonas Vingegaard havde én hjælper tilbage.

Det var den ungarske mester, Attila Valter, som satte sig foran danskeren, da stigningen begyndte at tage fat, og han lagde et hårdt tempo, der fik feltet til at smuldre.

Med to kilometer til toppen, lettede Valter trådet, og så drønede Vingegaard afsted i et stejlt soloridt.

Hverken Ruben Guerreiro eller Ion Izagirre (Cofidis), der var tilbage i frontgruppen, var i nærheden af at kunne følge danskeren på den snørklede og smalle vej op mod mål.

Ion Izagirre så stærkest ud af de to, men han styrtede på vej mod mål og mistede flere minutter.

Van Barle vinder klassiker

Dylan van Baarle, der er holdkammerat med Jonas Vingegaard hos Jumbo-Visma, triumferede lørdag i forårets første store klassiker, Omloop Het Nieuwsblad.

Paris-Roubaix-vinderen fra 2022, der skiftede fra Ineos til Jumbo-Visma før sæsonen, kørte de sidste 16 kilometer solo og hentede på suveræn vis karrierens syvende professionelle sejr.

Trods et styrt tidligere i løbet spurtede stortalentet Arnaud De Lie (Lotto) sig 20 sekunder senere til andenpladsen i en større gruppe foran Christophe Laporte (Jumbo-Visma).

Danske Mathias Norsgaard (Movistar) var med i løbets tidlige udbrud og fik sammen med seks konkurrenter knap 150 af de 207 kilometer fra Gent til Ninove i spidsen af klassikeren.

Den 25-årige dansker og følgesvendene havde en overgang over otte minutter ned til feltet og holdt blandt andet en forfølgergruppe på afstand, inden de efter arbejde af blandt andre Casper Pedersen (Quick-Step) blev kørt stille og roligt ind.

Norsgaard og to andre standhaftige udbrydere kom akkurat først over brostensstigningen Molenberg, inden de med 40 kilometer til målstregen fik selskab af et reduceret felt.

Casper Pedersen nr. 59

Den unge franskmand Mathis Le Berre (Arkea Samsic) fra udbruddet kom herefter afsted i en mindre gruppe, hvor Dylan van Baarle viste sig som den mest langtidsholdbare.

Den 30-årige hollænder sled sig alene først over sidste brostensstigning, Bosberg, og derfra øgede han kun til forfølgerne på løbets sidste ti kilometer.

En profilfyldt gruppe af forfølgere med blandt andre Arnaud De Lie og Christophe Laporte blev hentet kort før målstregen, men duoen havde kræfter nok til alligevel at tage pladserne lige efter van Baarle i spurten.

Casper Pedersen blev bedste dansker i løbet på en 59.-plads. Søren Kragh Andersen, der kørte sit første officielle løb for sit nye hold, Alpecin, sluttede som nummer 99 og var knap 12 minutter efter vinderen.

Søndag venter endnu et stort løb i Belgien. Kuurne-Bruxelles-Kuurne forventes at have deltagelse af mange af de samme danske ryttere som Omloop Het Nieuwsblad.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her