Danmarks bedste cykelryttere sidder sikkert i sadlerne og har overordentlig gode ben.
Se bare på vinderlisterne for maj og juni. Søren Kragh Andersen sejrede i Eschborn-Frankfurt, og Mads Pedersen og Magnus Cort fulgte op med etapegevinster i Giro d’Italia.
Siden har både Mikkel Bjerg og Tour de France-kongen Jonas Vingegaard ført sig frem i Critérium de Dauphiné, og i den seneste uge i Schweiz Rundt har der været fuldt fokus på stortalentet Mattias Skjelmose fra Trek-holdet.
Den 22 årige mand fra Amager sejrede i tirsdags på 3. etape i det, der skulle vise sig at blive en bevægende uge med flere dage i løbets gule førertrøje og med en uventet og tragisk opgave, som hele feltet fik stillet: At skulle bearbejde Bahrain Victorious-rytteren Gino Mäders død som følge af de kvæstelser, han pådrog sig på en nedkørsel i torsdags.
Det var ikke noget, jeg forventede i starten af ugen
Søndag stod Mattias Skjelmose så som den helt store vinder efter et afsluttende trekantsdrama på 8. etape. På den 25,7 km lange tempoudfordring fra St. Gallan til Abtwil blev Mattias Skjelmose godt nok kun nr. 3 efter den spanske etapevinder Juan Ayuso (UAE) og landevejsverdensmesteren Remco Evenepoel (Soudal Quick-Step), men da Skjelmose havde 18 sekunder i banken til det 20-årige spanske vidunderbarn og en endnu større margin til Evenepoel, sluttede det med dansk triumf – den første i Schweiz Rundts 90 år lange historie.
»Det var ikke noget, jeg forventede i starten af ugen«, var den første kommentar fra Schweiz Rundt-vinderen til TV 2 Sport.
Skjelmose lagde langsommere ud end rivalerne på enkeltstarten, men var stærk på den sidste del. Ayuso vandt etapen 8 sekunder foran Evenepoel og 9 foran danskeren, som til gengæld var 9 sekunder hurtigere sammenlagt end spanieren i klassementet. Evenepoel snuppede den tredje podieplads 45 sekunder efter den triumferende dansker, der om ganske få dage skal ud på endnu et stort togt – og i ukendt fransk terræn.
Overblik
Tour de France 2023
Mattias Skjelmose, der i 2022 fuldførte sin foreløbig eneste Grand Tour, Giro d’Italia, på en 40.-plads, får en todelt rolle, når han om mindre end to uger debuterer i Tour de France. Mattias Skjelmose vil være sit holds åbenlyse bud på en topplacering i klassementet, men han må samtidigt påregne at skulle arbejde for landsmanden Mads Pedersen i dennes bestræbelser på at jagte etapesejre på de fladere etaper.
Årets Tour de France bliver efter alt at dømme med det højeste antal danskere ryttere nogensinde. 11 var med i den rekordstore 2021-udgave, men i år er der udsigt til 13-15 danske ryttere i verdens mest prestigefyldte etapeløb. Og med Mattias Skjelmose som en spændende og realistisk debutant.
»Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar er fortsat et niveau over alle os andre, men det her er et skridt i den rigtige retning«, sagde Skjelmose til TV 2.
fortsæt med at læse


























