For anden gang i karrieren kørte Mads Pedersen først over stregen i Gent-Wevelgem.

»Den stærkeste rytter vandt«: Mads Pedersen slår verdensmester i spurt om sejren i brostensklassiker

Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mads Pedersen leverede en af sin karrieres største bedrifter, da han søndag vandt den belgiske brostensklassiker Gent-Wevelgem efter en hæsblæsende spurtduel mod verdensmester Mathieu van der Poel. Efter 253 opslidende kilometer nåede Pedersen og van der Poel sammen til opløbsstrækningen i Wevelgem.

Danskeren åbnede langt udefra og sugede de sidste kræfter ud af sin modstander, der opgivende måtte sætte sig ned i sadlen. Det var en klassisk Mads Pedersen-spurt, der i øvrigt mindede meget om den opskrift, Kasper Asgreen brugte, da han for tre år siden slog van der Poel i Flandern Rundt.

Mads Pedersen havde sendt Mathieu van der Poel ud i tovene allerede inden søndagens sprintduel, erkender den hollandske verdensmester.

»Jeg havde ikke nogen stor tro på min sprint, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg led meget i dag. På anden passage op ad Kemmelberg satte Mads mig næsten, og til sidst handlede det bare om at holde hjul«, siger Alpecin-stjernen ifølge Wielerflits.

»Den stærkeste rytter vandt«

Van der Poel var fredag suveræn, da han tog sejren i E3 Saxo Classic, men vinden og forholdene var søndag en barsk udfordring, fastslår han.

»Jeg havde fredagens løb i benene, men Mads kørte også det løb, så det er ingen undskyldning. Den stærkeste rytter vandt«, siger van der Poel.

Mads Pedersen fremhæver i sit vinderinterview holdkammeraterne på Trek for et perfekt udført stykke arbejde. Til slut skulle han selv gøre arbejdet færdig og var tvunget til at åbne op, da van der Poel havde sin lynhurtige holdkammerat Jasper Philipsen siddende i den jagtende forfølgergruppe.

»Det var et sats. Jeg lagde mig forrest, for han ville være tilfreds, hvis feltet med Philipsen var kommet tilbage. Jeg var nødt til at holde tempoet højt og stole på min sprint«, siger Mads Pedersen.

Mads Pedersen blev nummer 4 i Milano-Sanremo og nummer 11 i E3 Saxo Classic, men selv om selvtilliden er høj, er han i tvivl om sin favoritstatus i Flandern Rundt om en uge.

»Flandern Rundt er et andet løb. Det her løb passer mig bedre end Flandern, men min form er god. Jeg var glad allerede efter E3 Saxo Classic, og nu vandt jeg så her. Jeg har helt sikkert selvtillid«, siger Trek-danskeren.

Uorganiseret jagt i feltet

Det er anden gang, Mads Pedersen vinder Gent-Wevelgem. Også i 2020 kørte den 28-årige sjællænder først over stregen. Han virkede veloplagt og på forkant med situationerne hele vejen, men sejren er en triumf for hele Lidl-Trek-holdet, der i en stærk besætning spillede sine kort til perfektion. Jasper Stuyven og Jonathan Milan var med til at skabe ravage, da løbet gik ind i sin afgørende fase. Stuyven blev godt nok bremset af en punktering, men Milan slog hul til favoritterne.

Det gjorde åbenbart van der Poel bekymret. Han valgte at bruge kræfter på at lukke hullet og fik Pedersen og den unge newzealænder Laurence Pithie på hjul. Gruppen fortsatte nogle kilometer, indtil Pedersen for første gang accelererede op ad Kemmelbergs korte, stejle brostensstigning. Pedersens tempo blev for hårdt for Milan, der løb tør for kræfter, og van der Poel var også kortvarigt presset.

Afstanden til feltet var ikke stor. Men jagten bagved virkede uorganiseret med ryttere, der stak af til højre og venstre. På endnu en passage af Kemmelberg måtte Pithie give fortabt efter endnu en Pedersen-forcering. Dermed var det kun danskeren og van der Poel i front med omkring 35 kilometer forude, og duoen med den nuværende og den tidligere verdensmester skabte hurtigt et stort hul.

Med otte kilometer igen var forspringet på et minut, og selv om feltet bagved efterhånden begyndte at hale ind, var det for sent at nå den prominente duo i front. Van der Poel holdt sig i baghjulet på opløbsstrækningen, men havde ikke topfart nok til at profitere af sin taktik, og Pedersen tordnede over målstregen med jubelbrøl og knyttede nævner.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her