Giro-dramas store taber står foran bragende comeback

Ekspert. Bradley Wiggins er som olympisk mester en af feltets helt store specialister i kampen mod uret.
Ekspert. Bradley Wiggins er som olympisk mester en af feltets helt store specialister i kampen mod uret.
Lyt til artiklen

Med syv sejre ud af 11 mulige på enkeltstarter i 2012 kulminerende med den olympiske guldtriumf i London har den engelske Tour de France Bradley Wiggins (Sky) grund til maksimal selvtillid omkring sin ydeevne i lige netop denne disciplin, inden det i dag gælder det 54,8 km lange temporidt fra Gabicce Mare til Saltara i Giro d'Italia. Det altafgørende spørgsmål omkring hans forestående indsats synes derfor at være, i hvor høj grad Sky-kaptajnen er mærket fysisk og psykisk af gårsdagens dramatiske sammenbrud, hvor har efter sit styrt på den sidste, regnvåde nedkørsel, nærmest sneglede sig ned af bjerget - tydeligt bævrende angst for, at de vanskelige forhold skulle medføre yderligere ulykker. Enkeltstarten skal vise om Wiggins kan vinde løbet Svaret fås først sidst på eftermiddagen, for Wiggins har ikke haft behov for at udtale sig om hændelsesløbet, og fra Skylejren er kun diplomatiske og udglattende kommentarer sluppet ud, som forsøger at tegne et billede af, at alt trods det markante tilbageslag er o.k., samt at det jo endnu varer længe, før det endelige regnskab gøres op. Men reelt er det i opgøret mod uret, at Bradley Wiggins skal dokumentere, at han fortsat er det mest sandsynlige bud på en endelig vinder af den italienske rundtur, når der sættes punktum for strabadserne 26. maj i Brescia. Er 1.32 minut bagud sammenlagt Englænderen går til opgaven som nr. 23 i klassementet med et minus på 1.32 minut. Det ser umiddelbart deprimerende ud, men rent faktisk er denne afstand op til Giroens ny førstemand spanieren Benat Intxausti (Movistar) nogenlunde identisk med den margin, mange eksperter inden løbet regnede med, at Wiggins mindst ville kunne besejre hovedparten af sine konkurrenter med på enkeltstarten. Nu handler det så om, at han i stedet for at distancere dem væsentligt inden de sidste to ugers udfordringer skal melde sig ind i kampen igen og udligne det handicap, som en stribe fortrædeligheder med gårsdagens hændelse som højdepunktet har bibragt ham. Med mindre Wiggins på en eller anden måde viser sig at være afgørende svækket og dermed ude af jagten på topplaceringerne, er det langt fra noget usandsynligt scenario, at englænderen på de 54,8 km leverer et så bragende comeback, at han atter vil være uhyre tæt på den lyserøde førertrøje - ja, måske endda i besiddelse af den. Kun slået på korte enkeltstarter sidste sæson De fire gange, Wiggins ikke formåede at vinde enkeltstarter sidste år, drejede det sig i alle tilfælde om korte distancer i etapeløbene. I Paris-Nice blev han slået med et enkelt sekund af svenskeren Gustav Larsson på den 9,4 km lange indledende tidskørsel. I Tour de Romandie blev han på prologens 3,3 km kun nr. 10, mens holdkammeraten Geraint Thomas sejrede, i Critérium du Daphiné var han på prologen nr. 2 et sekund efter australieren Luke Durbridge, og da der blev taget hul på Tour de France med de 6,4 km i Liège sluttede han ligeledes på andenpladsen slået med syv sekunder af Cancellara. Overlegen i Tourens lange temporidt Til gengæld afslørede de lange temporidt i Touren Wiggins' overlegenhed. I det første over 41,5 km var holdkammeraten Chris Froome med et minus på 35 sekunder tættest på, mens aktuelle rivaler som australieren Cadel Evans og italieneren Vincenzo Nibali, der endnu nærede forhåbninger sammenlagt, satte henholdsvis 1.43 og 2.07 minutter til. På næstsidste etapes 52 km fra Bonneval til Chartres, hvor Wiggins allerede havde sikret sig sejren, besatte Froome atter andenpladsen 1.16 minut bagude, mens Nibali var slået med 3.38 minutter, Michele Scarponi med 5.49 og Evans med 5.54. Har endnu ikke kørt en enkeltstart i år Endelig satte Wiggins trumf på ved OL, hvor han på de 44 km tilkæmpede sig guldet 42 sekunder foran en anden specialist som den dobbelte tyske verdensmester, mens amerikaneren Taylor Phinney erobrede bronze 1.58 minut bagude. Endnu har Wiggins ikke været ude i en enkeltstart i denne sæson, ligesom han stadig har den første sejr i det hele taget til gode. Men formår han at leve op til ovenstående niveau, generhverver han også sin favoritstatus i Giroen. Teknisk rute, der slutter opad Dagens rute stiller med mange sving specielt på den første halvdel store krav til rytternes tekniske færdigheder, og den rundes af med en lidt over tre km lang stigning, hvor den gennemsnitlige procent når op på 13. Første mand i aktion er den australske verdensrekordholder på 4 km Jack Bobridge (Blanco), der sendes af sted kl. 12.10. Taylor Phinney har sparet sig Det må forudses, at Taylor Phinney (BMC), som starter godt en halv time senere, præsterer et resultat, der langt hen i kappestriden vil stå som et af de bedste. Den unge amerikaner har tydeligvis sparet sig selv til denne udfordring og har ved adskillige lejligheder været at se blandt de sidste i feltet. Bradley Wiggins giver sig i kast med enkeltstarten kl. 15.08, mens Benat Intxausti i den lyserøde førertrøje runder af kl. 16.00.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her