Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nairo Quintana har langt fra opgivet håbet om atter at optræde i den lyserøde førertrøje. Foto: La Presse-D'Alberto/Ferrari/Paolone/Spada.

Nairo Quintana har langt fra opgivet håbet om atter at optræde i den lyserøde førertrøje. Foto: La Presse-D'Alberto/Ferrari/Paolone/Spada.

Giro d'Italia
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nairo Quintana har glade minder fra det vilde ridt over Giroens højeste punkt

Colombianeren har respekt for Tom Dumoulin, men ser frem til nu at kunne udfolde sig i sit foretrukne terræn.

Giro d'Italia
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Med optimisme i stemmen bekendtgjorde den colombianske klatrekonge Nairo Quintana (Movistar) på hviledagens traditionelle pressekomsammen, at han så langt fra føler sig besejret i Giro d’Italia, selv om han på den samlede andenplads går ind til den sidste uge med et minus på 2.41 minutter til indehaveren af den lyserøde førertrøje, hollænderen Tom Dumoulin (Sunweb).

»Jeg har tidligere befundet mig i tilsvarende situationer. Nogle gange er det gået godt, andre ikke, men jeg er under alle omstændigheder indstillet på at kæmpe til det sidste«, konstaterede en veloplagt Quintana, der på ingen måde undervurderer sin hollandske rival.

»Foreløbig har han forsvaret sin førertrøje perfekt, og jeg har absolut ingen svaghedstegn kunnet spore hos ham. Men jeg håber selvfølgelig, at de viser sig, når vi nu fem dage i træk skal ud i de høje bjerge. Jeg føler, at vi omsider er kommet til mit terræn, og det er nu, jeg har chancen for at vinde den tabte tid tilbage«.

Et opmuntrende minde fra 2014

Når det handler om at vende en tilsyneladende udsigtsløs position til et sejrrigt felttog, har den 27-årige colombianer et særdeles herligt minde fra en Giro-etape i 2014.

Pudsigt nok var det som i dag den 16., og den omfattede ligeledes løbets højeste punkt, den legendariske Stevio-tinde, der hæver sig 2.758 meter over havets overflade.

Etapen udgik dengang fra Ponte di Legno, og Quintana lå inden strabadserne som nr. 5 med et minus på 2.40 minutter – altså næsten det samme som i dag – til sin førende landsmand Rigoberto Uran.

Inden dagen var omme, var der vendt op og ned på klassementet. Quintana krydsede målstregen i Val Martello som vinder 8 sekunder foran canadieren Ryder Hesjedal, mens Uran på niendepladsen satte 4.11 minutter til.

Quintana overtog førertrøjen og beholdt den løbet ud efter at have øget afstanden til sin landsmand yderligere ved at slå til på bjergenkeltstarten til Cima Grappa, så forspringet ved finalen i Trieste lød på 2.58 minutter.

Dårligt vejr skabte voldsomme diskussioner

Nu kan 2014-scenariet og det aktuelle ikke direkte sammenlignes, for dengang mundede etapen ud i en lang klatretur op til målet i 2.059 meters højde, mens menuen i dag på den 222 km lange færd fra Rovetta til Bormio byder på en nedkørsel på cirka 18 som afslutning.

Desuden var etapen for tre år siden i den grad præget af dårligt vejr med tåge, sne og kulde, at det efterfølgende gav anledning til voldsomme diskussioner.

Der opstod nemlig uvished om, hvorvidt arrangørerne neutraliserede nedkørslen fra Stelvio eller ej. Nogle ryttere stoppede op, men Quintana fortsatte ufortrødent, angiveligt fordi han ikke havde bemærket nogen form for indgreb fra officials’ side.

Kun to etaper med 5 stjerner

De to styrkeprøver har det til fælles, at de hører til de absolut skrappeste i de respektive, tre uger lange rundture, og dagens etape er sammen med torsdagens ene om i arrangørernes vurdering af sværhedsgraden at være udstyret med 5 stjerner.

Rytterne lægger ud med klatreturen op til toppen af Mortirolo, der betegnes som en af de mest krævende stigninger i Europa i cykelsportssammenhæng overhovedet.

Den er 12,6 km lang med en gennemsnitlig procent på 7,6 og en maksimal på 16. Det er vel at mærke sydsiden, som er den vanskeligste, rytterne skal op ad, og fra 1.854 meters højde går det mod dalen på en smal og meget teknisk nedkørsel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Var dækket af sne for to uger siden

Efter dette ridt, som ender i den senere målby Bormio, sættes kursen op mod den den tynde luft på Stelvio, og denne gang synes der ikke at være udsigt til, at vejrguderne skal gribe forstyrrende ind.

For to uger siden var bjerget endnu dækket af sne, men den er forsvundet, og forholdene skulle være ideelle.

Stigningen er 21,7 km lang med en gennemsnitlig procvent på 7,1 og en maksimal på 12.

Kringlet sidste km gennem Bormio

Fra bjergspurten på Stevio er der endnu knap 80 km til mål, så for at aktørerne ikke skal kede sig, sendes de efter en ny udfordrende nedkørsel op ad bjerget fra den schweiziske side.

Her hedder tinden Umbrailpass med det højeste punkt 2.502 meter oppe, og derfra går det så i susende fart ned mod målet i Bormio i 1.202 meters højde.

Tom Dumoulin er indtil videre også indehaver af den blå førertrøje i bjergkonkurrencen.

Tom Dumoulin er indtil videre også indehaver af den blå førertrøje i bjergkonkurrencen.

Vejen flader først ud på den sidste kilometer, og herefter går det ad en kringlet rute gennem byen, hvor feltet først udsættes for en U-vending og derefter for flere 90 graders kurver med den sidste blot 100 meter fra stregen.

Coppi den første, Cunego den seneste

Vintersportsbyen Bormio har dannet rammen om en etapeafslutning i Giro d’Italia seks gange.

Senest, det skete, var i 2004, men da var målet placeret væsentligt højere oppe. Ved den lejlighed var den senere samlede vinder italieneren Damiano Cunego først over stregen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Første gang, Giroen gæstede Bormio, var i 1953, og da kunne den italienske legende Fausto Coppi ligeledes hyldes som både etapevinder og siden som den overordnede triumfator.

I 1960 og 1961 sejrede luxembourgeren Charly Gaul i Bormio, mens det lykkedes for hollænderen Erik Breukink i 1988 og for italieneren Gilberto Simoni i 2000.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden