Den gule drøm er spinkel - men ikke urealistisk

Michael Rasmussen iklæder sig den gule trøje efter et imponerende bjergridt.
Michael Rasmussen iklæder sig den gule trøje efter et imponerende bjergridt.
Lyt til artiklen

Efter fantompræstationen i Alperne er der hviledag for den eneste dansker i Tour de France, der samtidig med sejren på etapen til Tignes på storslået manér tilkæmpede sig rollen som gigantbegivenhedens hovedperson. Pusterummet giver den 33-årige klatrespecialist på det hollandske Rabobank-mandskab, Michael Rasmussen, rigelig lejlighed til at fundere over, hvordan det videre Tour-felttog skal gribes an. »I første omgang tror jeg på, det kan lykkes mig at bevare førstepladsen til på lørdag, når der står en enkeltstart på programmet i Albi«, siger Michael Rasmussen. Drømmer om gul fest i Paris »Men det betyder ikke, at jeg uden videre opgiver drømmen om at køre ind i Paris i gult. For efter Albi kommer nogle meget skrappe etaper i Pyrenæerne, og der regner jeg da med, at det bliver muligt at hente yderligere tid. Men jeg er også fuldstændig klar over, at jeg skal have et overbevisende forspring, hvis jeg ikke skal tabe det hele på enkeltstarterne«. Både den lille søn Milo, der sidste år havde sin første Tour-optræden, da han paraderede på podiet i Paris iført en prikket bjergtrøje ligesom farmand, og hustruen Cariza var blandt gratulanterne, kort efter at Michael Rasmussen havde overstået alle jubelseancerne i Tignes. Men uanset hvor lykkelig den 33-årige danske professionelle cykelrytter var for at gense familien, var der flere opgaver som ventede på ham, inden han kunne slappe af på hotellet. Bl.a. skulle det traditionelle pressemøde overstås, og mens spørgsmålene stilledes og siden blev oversat fra engelsk til fransk, bællede dagens triumfator den ene flaske vand i sig efter den anden, vel vidende at der forude også ventede en dopingprøve. »Etapen forløb perfekt for mig. Holdet sørgede for, at jeg kunne angribe på det rigtige tidspunkt, og da vi på toppen af den næstsidste stigning havde over seks min. ned til gruppen med favoritterne, vidste jeg, at både etapesejren og den gule førertrøje var indenfor rækkevidde«, siger Michael Rasmussen. Også i gule bukser Også for det hollandske mandskabs manager Theo De Rooy var det en herlig dag, og han har allerede bestilte gule cykelbukser hos fabrikanten i Italien, så hans danske stjerne kan stille standsmæssigt til start på tirsdagens etape. »Vi forærer ikke den gule førertrøje væk uden videre, og jeg er meget spændt på, hvor længe Michael kan beholde den«, siger Theo De Rooy. »Jeg er ret overbevist om, at han kan sikre sig endnu mere tid på de kommende bjergetaper, men om det så opvejer hans svagheder på enkeltstarterne, er vanskeligt at vurdere«. Uhyre spændende fortsættelse Michael Rasmussens aktuelle forspring på knap tre minutter til nogle af de ryttere, der på forhånd var regnet blandt emnerne til en slutplacering helt i top, rækker næppe til, at danskeren kan holde dem bag sig i lørdagens 54 km lange temporæs i Albi. Ganske vist er den gule førertrøje kendt for at give sin indehaver ekstra styrke, og det er før set, hvordan ryttere i den eftertragtede trikot har kørt over evne netop på enkeltstarterne. Men med danskerens hidtidige bedrifter i denne sammenhæng in mente, er det lidt vanskeligt at forestille sig, at han pludselig skulle kunne fremvise helt nye egenskaber. Til gengæld er det særdeles realistisk at formode, at han atter sætter rivalerne til vægs, når det går løs i Pyrenæerne. Og under alle omstændigheder er der lagt op til en uhyre spændende Tour-fortsættelse – ikke mindst set med danske briller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her