Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Rasmussen styrkede selvtilliden i Alperne

Michael Rasmussen i samtale med den franske præsident Sarkozy. Rasmussen hævdede efterfølgende, at de to herrer aftalte at dele en pizza.
Michael Rasmussen i samtale med den franske præsident Sarkozy. Rasmussen hævdede efterfølgende, at de to herrer aftalte at dele en pizza.
Lyt til artiklen

Med sjettepladsen på den sidste etape i Alperne og et meget beskedent tidstab til enkelte af rivalerne var det en yderst tilfreds Michael Rasmussen, der gjorde status efter den 159,5 km lange 9. Tour de France etape fra Val d’Isère til Briancon. »Jeg var udmærket klar over, at jeg kunne vente mig en hård dag, og det kom da til at gå i opfyldelse, for der blev kørt cykelløb lige fra de første kilometer«, fortæller Michael Rasmussen. »Men jeg fik vist, at jeg også kan forsvare en førertrøje, selv om der blev angrebet fra mange sider, og det har virkelig styrket selvtilliden inden fortsættelsen«. Holdt øje med Valverde »Det har på intet tidspunkt været meningen, at jeg skulle være gået i offensiven igen i dag. Det handlede udelukkende om at forsvare positionen, og for ikke at sprede mig over for meget, havde jeg besluttet mig for at holde specielt godt øje med Alejandro Valverde«. »Det var da også ham, der fik gruppen med favoritterne til at eksplodere på Col du Galibier, men jeg var i stand til at svare igen med det samme«. Vinokourov ude af billedet »Det formåede flere af de andre til gengæld ikke, og etapen fik den meget store betydning, at Alexandre Vinokourov nu sandsynligvis er ude af billedet i kampen om den samlede sejr«. »Med henblik på enkeltstarten på lørdag er det særdeles væsentligt for mig, for Vinokourov ville under normale omstændigheder sikkert have kunnet dominere denne tempokørsel« »Men eftersom han nu er lidt over otte minutter bagud, kommer det ikke til at spille den store rolle, selv om det skulle vise sig, at han når at komme til hægterne«. Ingen krise »Jeg følte ikke, jeg var i krise på noget tidspunkt af etapen, men det havde da været dejligt, hvis jeg kunne have fået støtte af Denis Menchov på Galibier. Men han havde åbenbart ikke en af sine bedste dage«. »Heldigvis var der imidlertid stor enighed om, at Alberto Contador skulle hentes, og det var da til min fordel, at andre havde samme interesser som mig«. »Jeg regner med, der kommer nogle lidt nemmere dage frem til enkeltstarten. Og der skal jeg så yde mit maksimale, ja, vel levere mit livs præstation i den disciplin for at bevare trøjen. Men det tror jeg også stadig på, jeg kan gøre«. Formidabel solopræstation Dagens sejrherre Mauricio Soler (Barloworld) fik lov at stikke uden, at favoritterne tog særlig notits af det, men det ændrer ikke på, at den 24-årige colombianer fra det britisk indregistrerede wildcard mandskab leverede en formidabel præstation. Han angreb tidligt på Col du Galibier, indhentede de udbrydere, der havde forsøgt sig før ham, en efter en og på toppen af den legendariske tinde var han 2.05 min. foran de nærmeste. Forspringet mindskedes naturligt nok på den knap 40 km lange nedkørsel mod mål, men det var imponerende, at sydamerikaneren, der først begyndte at køre cykelløb som 17-årig, kunne holde hjem. »At vinde en etape i Tour de France stod for mig som en uvirkelig drøm, da jeg tog fat på denne idrætsgren, og at det er lykkedes allerede nu i min anden sæson som professionel i Europa er helt fantastisk«, siger Soler, der sidste år repræsenterede Acqua & Sapone og i øvrigt noteredes for en knap så opsigtsvækkende bedrift på fransk grund sidste år, da han sluttede som samlet vinder af det mindre etapeløb Circuit de Lorraine. Soler er nu nr. 17 sammenlagt, og i bjergkonkurrencen er han på andenpladsen kun 19 point efter Michael Rasmussen. Schleck sakkede agterud For Team CSC betød etapen farvel til luxembourgeren Fränk Schleck som bud på en placering helt i top sammenlagt, mens Carlos Sastre avancerede til syvendepladsen med et minus på 3.39 til Michael Rasmussen. »Carlos var virkelig godt kørende, og jeg tror, at han, som han plejer, bliver bedre og bedre efterhånden som et stort etapeløb skrider frem«, siger Team CSC’s sportsdirektør Kim Andersen. »Derfor nærer jeg også stor fortrøstning til, at Tourens anden halvdel også vil byde os på glæder. Og hvad Fränk angår, kan hans tidstab i dag gøre det nemmere for ham på et senere tidspunkt at komme med i et godt udbrud«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her