Trods voldsomme smerter kæmpede Team Saxo Banks norske mester Kurt Asle Arvesen sig til vejs ende på den 194,5 km lange 10. Tour de France-etape Fra Limoges til Issoudun. Til gengæld er den 34-årige nordmand ikke at finde i feltet i morgen. Det vurderede det danske mandskabs sportsdirektør Kim Andersen her til aften inden Arvesen blev bragt til røntgenundersøgelse på hospitalet i Chateauroux. »Alt tyder på, at Kurt har brækket kravebenet, så hvor trist det end er, så er jeg bange for, at Touren er slut for hans vedkommende«, siger Kim Andersen.
Nedtrykt Arvesen
Og sportsdirektøren fik ret, måtte Arvesen sande, da han kom ud fra hospitalet.
»Det er trist. Jeg var i god form og havde haft mulighed for at køre min egen chance de næste tre-fire dage. Mest trist er det dog, at jeg ikke kan bidrage mere til holdet og hjælpe Andy og Fränk Schleck, der lader til at være i god form, i Alperne«, siger Kurt-Asle Arvesen til TV2.




























