Selv om en 24. plads i selskab med næsten alle de andre topplacerede ryttere i det samlede klassement antyder, at indehaveren af den gule Tour de France førertrøje, Alberto Contador (Astana), klarede sig overkommeligt gennem den 178 km lange 19. etape fra Burgoin-Jallieu til Aubenas, følte den 26-årige spanier det ikke selv sådan. »Det blev en langt mere kompliceret dag, end jeg havde regnet med«, fastslår således den aktuelle Tour-hersker, der synes på sikker kurs mod karrierens anden samlede triumf. Løb ingen risiko »Hele etapen blev gennemført i et vanvittigt højt tempo, og når der aldrig faldt ro over det, skyldes det nok, at de udbrud, der kom af sted, ikke havde den rigtige sammensætning«. »I hvert fald blev der jagtet vildt hele tiden, og da det oven i købet på et tidspunkt begyndte at regne, havde jeg nok at gøre med ikke at blive bragt i farlige situationer«. Hidtil højeste gennemsnitshastighed Alberto Contadors ord underbygges af den kendsgerning, at etapen gennemførtes med en gennemsnitshastighed på 46,317 km/t, hvilket er klart det højeste i denne Tour-udgave, men et godt stykke fra rekorderne i den sammenhæng. Spanieren kom i mål i en gruppe på 27 ryttere, der noteredes for et minus på fire sek. til den sejrende Mark Cavendish (Team Colombia). Blandt de 11, der strøg over stregen i samme tid som vinderen, var også Contadors holdkammerat Lance Armstrong og franskmanden Christophe Le Mevel (Francaise des Jeux) som de eneste fra klassementets top 10. Lille gevinst til Armstrong Den syvdobbelte amerikanske Tour-sejrherre sikrede sig dermed en lille gevinst i den overordnede stilling. Her fører Contador fortsat med 4.11 min. til Andy Schleck (Team Saxo Bank), mens Armstrongs minus nu er på 5.21 min. Amerikaneren rykkede også fire sekunder fra sine nærmeste rivaler til tredjepladsen, og hans forspring til englænderen Bradley Wiggins (Garmin), tyskeren Andreas Klöden (Astana) og Team Saxo Banks anden luxembourgske trumf Fränk Schleck lyder dermed på henholdsvis 15, 17 og 38 sek. Perfekt dag for Schleck-brødrene »For os var det perfekt, at Andy og Fränk slap gennem etapen uden problemer. Men jeg tror da nok, at alle har haft en hårdere dag, end de havde ventet, og det er spændende at se, hvilken indflydelse det får på etapen til Mont Ventoux i morgen«, siger Team Saxo Banks boss Bjarne Riis. Etapen så ellers indledningsvis ud til at skulle udvikle sig nogenlunde som forudset, da et udbrud på 20 ryttere etableredes. Men Rabobank og Milram, der ikke var repræsenteret, iværksatte en jagt, og siden fortsattes der i højt opskruet tempo. Verdensmester i flot offensiv For første gang i dette Tour de France viste verdensmesteren Alessandro Ballan (Lampre) den regnbuefarvede trikot fornemt frem i front. Italieneren, der i hele foråret var slået ud af sygdom og først og fremmest har skulle anvende Touren til at køre sig i form, trådte på dagens eneste alvorlige stigning, hvis top lå 16 km fra mål, op til franskmanden Laurent Lefevre (Bouygues Telecom). De to arbejdede glimrende sammen, men Team Columbia havde fået Mark Cavendish med op over bjerget, og dermed satsede holdet maksimalt på at fremtvinge en spurt. Først to km fra mål måtte Ballan dog give sig, og denne opvisning kan være signalet om, at italieneren har fået opfyldt sin mission med Tour-deltagelsen. To spaniere uden for tidsfristen Det høje tempo undervejs på etapen kostede dyrt for de to Euskaltel-ryttere Alan Perez og Amets Txurruka. Sidstnævnte var plaget af eftervirkningerne fra et styrt, og Perez var sat til at gelejde ham gennem strabadserne. Men de sakkede så uhjælpeligt agterud, at de først nåede i mål 30.58 min. efter Cavendish.
Dermed var tidsfristen overskredet og spanierne ude af løbet.





























