Scenen i Tour de France skifter i dag totalt karakter, når rytterne skal ud på 7. etapes 165,5 km fra Tournus til skisportsstedet Les Rousses i Jurabjergene tæt på den schweiziske grænse. Sprinterne, der har domineret de seneste ret så ensformige forestillinger i det store cykelshow, sendes på midlertidig tvungen orlov langt bagude i feltet frem til i hvert fald på torsdag, når de sandsynligvis atter får en mulighed for at give prøver på deres færdigheder i de dristige, halsbrækkende finaleopvisninger på færden fra Sisteron til Bourg-lès-Valence. Nu får de klatrestærke en chance Indtil da er det de klatrestærke blandt de 188 tilbageværende aktører i feltet, der tilbydes rigeligt med chancer for at optræde i forreste geled med en forholdsvis overkommelig ouverture i dag, og de helt store slag i Alperne i morgen og på tirsdag efter hviledagen.
LÆS ARTIKEL Riis: Armstrong planlægger angreb
Det er ofte blevet fremhævet, at det først vil være i Pyrenæerne, Touren afgøres, og det forekommer da også indlysende at de fire skrappe etaper, der venter i bjergkæden på grænsen mellem Frankrig og Spanien, er af væsentligt vildere karakter end de nærmest forestående i Alperne.
Rigeligt at se til for klassementsaspiranterne
Ikke desto mindre bliver der rigeligt at se til for klassementsaspiranterne, der formentlig i dag vil nøjes med at overvåge hinanden, mens deres nærmeste hjælpere muligvis kaster sig ud i forpostfægtninger.
De første reelle angreb fra stjernernes side tid iværksættes tidligst i morgen, hvor klatreturen til målet i Avoriaz lægger op til udskilning, og tirsdagens kongeetape i Alperne med passage af bl.a. den frygtede Col de la Madeleine – den første af Tourens tinder udenfor kategorierne – 32 km fra mål vil tegne et meget klart billede af, hvem der fortsat er med i kapløbet om sluttriumfen.
Seks bjergspurter undervejs
I dag er der udsigt til en særdeles underholdende forestilling med seks bjergspurter undervejs, og eftersom de første cirka 45 km er forholdsvis flade, siger det sig selv, at der er rettet an til en begivenhedsrig afslutning på etapen.
Ingen af stigningerne er dog klassificeret højere end 2. kategori, så adskillige andre end de exceptionelle bjergspecialister vil kunne følge med.
Les Rousses målby for første gang
Finalen former sig som en 14 km lang tur op mod toppen af Côte de Lamura i 1.145 meters højde. Derfra er der endnu fire kilometer til mål, og det går fortsat en anelse opad, men der er ingen bjergpoint på spil, når stregen krydses.
LÆS ARTIKELTour-slagsbrødre har sluttet fred Les Rousses er målby for første gang i Touren, men stigningen op til feriestedet er velkendt i forbindelse med verdens største etapeløb. Den har sædvanligvis ført op til toppen af Col da la Faucille i 1.323 meters højde, og den stiftede allerede Tour-deltagerne i 1911 bekendtskab med. Cancellara får det svært i gult




























