Kollektivets betydning for Team CSC Saxo Bank fremgik tydeligt af hviledagens pressemøde på Hotel Novotel i Pau, hvor det danske mandskab altid er indkvarteret, når Tour de France befinder sig på disse kanter.
Alle mand var beordret til at møde op i den bagende formiddagssol på terrassen i hotellets store have, selv om hovedinteressen som altid ved den slags arrangementer samler sig om ganske bestemte personer.




























