Lykønskninger og fødselssang mødes årets mest vindende cykelrytter Philippe Gilbert utvivlsomt af adskillige gange inden starten på den 172,5 km lange 4. etape fra Lorient til Mûr-de-Bretagne, og de fleste regner med, at belgieren, som i dag runder 29, sidst på eftermiddagen også sikrer sig den mest eftertragtede gave i form af endnu en Tour de France-triumf. Ikke alle er dog parat til på forhånd at forære Gilbert sejren, og den schweiziske firedobbelte enkeltstartsverdensmester Fabian Cancellara (Leopard Trek), der i lørdags søgte at komme belgieren i forkøbet på etapen til Mont-des-Alouettes har andre vinderemner i tankerne. Ikke alt går efter planen »Jeg kan ikke forestille mig, at ryttere som Thomas Voeckler eller Alberto Contador tager hensyn til, at det er Gilberts fødselsdag«, siger Cancellara således og understreger dermed, at der i det luxembourgske mandskabs lejr i allerhøjeste grad fortsat regnes med Saxo Bank-SunGards spanske superstjerne. »Vi fik i går i massespurten set, at det ikke altid går efter planen. Mark Cavendish vurderes af de fleste som verdens bedste sprinter i øjeblikket, ligesom Contador og Andy Schleck er de førende etapeløbsspecialister og jeg vel normalt er den stærkeste tempospecialist«. Trods alt er han ingen gud »I dag er vi i finalen helt sikkert i Gilbert-terræn. Men i går var der i ligeså høj grad lagt op til, at Cavendish skulle vinde. I stedet fik vi set, at ingen er uovervindelig«. »Jeg er sikker på, at der er flere, som har planer om at give Gilbert kamp til stregen. Endelig har belgieren jo heller ingen garanti for, at han ikke kommer ud for en krise, for trods alt er han ingen gud«. Hushovd tipper Gilbert I modsætning til Cancellara føler verdensmesteren og indehaveren af den gule førertrøje, nordmanden Thor Hushovd, sig overbevist om, at Philippe Gilbert runder dagen af med den helt store fødselsdagsfest. »For mig at se er Gilbert storfavorit, og mit håb omkring dagens etape er bare, at jeg beholder den samlede førsteplads«, siger Thor Hushovd, der meget naturligt betragter sin forgænger på VM-tronen, Cadel Evans (BMC), som den værste trussel mod sin position, eftersom australieren kun er ét sekund bagud.
FAKTA:Etapeprofil




























