Da spurtkanonen fra Isle of Man Mark Cavendish med sønderrevet VM-trikot og skrammer over store dele af kroppen trillede over målstregen i Rouen, var humøret absolut ikke til at kommentere den dramatiske hændelse, der med knap tre kilometer tilbage sendte ham en voldsom tur i asfalten. Men efter at have sundet sig et par timer meldte den 27-årige brite sig via sin vante kommunikationskanal twitter.com og kunne bekræfte de beroligende bulletiner, der i første omgang signaleredes fra Sky lejren. Holdkammerat blev værre medtaget »Av.... styrt 2,5 km fra mål i dag. Har fået nogle hudafskrabninger på venstre side, men jeg er sluppet helt godt fra det igen«, lød det fra Cavendish, der også havde overskud til yderligere en besked med billede af holdkammeraten Bernard Eisel under behandling for de væsentligt flere skrammer, verdensmesterens tro østrigske følgesvend havde fået som et ubehageligt minde om afslutningen i Jeanne d’Arc byen. Cavendish gratulerede ligeledes den tyske sejrherre André Greipel, og i det hele taget fornemmes det, at han er fuldstændig klar til at tage kampen op med de øvrige skrappe afsluttere på dagens 196,5 km lange 5. etape fra Rouen til Saint-Quentin.
LÆS OGSÅ Tysk sprinter slår til efter dramatisk styrt
Nu er det heller ikke, fordi Cavendish har tendens til at lade sig slå ud af uheld. Styrtet i Rouen var hans fjerde i denne sæson, og det forekommer som om, hans krop rummer en helt speciel evne til at afbøde de værste følger af de barske oplevelser. Danske cykelentusiaster husker utvivlsomt den ublide medfart, briten blev udsat for i finalen på den 3. Giro d’Italia etape i Horsens, hvor italieneren Roberto Ferrari (Androni-Giocattoli) ekspederede ham i asfalten med en vanvittig manøvre i spurten. Døgnet inden havde Cavendish vundet i Herning, og tre dage senere udnyttede han den første mulighed for sprinterne for at slå til efter ankomsten til Italien, da han sejrede i Fano. Siden blev det til yderligere en gevinst – og såmænd også et styrt – som bragte den samlede sejrskonto i Giroen op på 10. Fjerdeplads på alle tiders vinderliste venter forude I Tour de France venter nr. 22 på Mark Cavendish, og når den erobres, vil han avancere til en delt fjerdeplads på listen over alle tiders etapevindere. Den position indtages foreløbig af den syvdobbelte samlede Tour-vinder amerikaneren Lance Armstrong og franskmanden André Darrigade, der foruden de 22 gevinster også sluttede som nr. 1 i pointkonkurrencen i 1959 og 1961. Når Cavendish gør de to selskab, vil han foran sig kun have det belgiske fænomen Eddy Merckx med 34 samt franskmændene Bernard Hinault og André Leducq med henholdsvis 28 og 25. Finale med risiko for nyt styrt




























