To gange var den dobbelte tyske etapevinder André Greipel (Lotto-Belisol) udsat for et særdeles ublidt møde med asfalten undervejs på den dramatiske 6. Tour de France etape fra Épernay til Metz. Det fik da også det belgiske mandskabs boss Marc Sergeant til på fransk tv at slå fast, at hans spurtkanon var så slemt medtaget, at han umuligt kunne blandt sig i spurten. Højst overraskende var det derfor, at Lotto-Belisols tog mod slutningen af etapen dukkede op i front for feltet for at tage kampen op med det australske Orica-GreenEDGE, der havde domineret den afsluttende fase. Ville pludselig kæmpe med om sejren »Greipel besluttede sig pludselig for, at han alligevel ville kæmpe om sejren, og så måtte der jo arbejdes for det«, siger tyskerens danske holdkammerat Lars Bak, der var en af de heldige, der fuldstændig undgik styrtene. Nu lykkedes det ikke Greipel at holde den slovakiske komet Peter Sagan (Liquigas-Cannondale) bag sig, men at tyskeren i det hele taget havde overskud til at blande sig i spurten, var forbløffende med den fremtoning, han stillede til skue, da han nåede frem til Lotto-Belisols bus.
LÆS OGSÅ Vidunderdrengen Sagan vinder dramatisk etape
Greipel var plastret til på den venstre albue, og han blødte i sit iturevne cykeldress fra begge skuldre. Den venstre, som tidligere er blevet opereret, var ved det første af styrtene gået af led, og da han røg ned på den endnu engang, var det ved at være slut med motivationen. Den genfandt Greipel imidlertid, og under de barske omstændigheder var det imponerende, at han kørte endnu en andenplads i hus. Sagen klart foran i pointkonkurrencen




























