Med Team Saxo Bank-Tinkoff Banks to debutanter Michael Mørkøv og Anders Lund som de senest tilkomne har 45 danskere gennem tiderne deltaget i Tour de France siden starten i 1903. Men det har været de færreste forundt at hjemføre så fremtrædende en placering som den 14. plads Chris Anker Sørensen aspirerer til efter sin flotte bedrift på gårsdagens etape fra Pau til Bagnères de Luchon. Rykkede forbi seks rivaler Den præstation sendte den 27-årige dansker forbi portugiseren Rui Costa (Movistar), spanieren Egoi Martinez (Euskaltel), belgieren Maxime Monfort (RadioShack-Nissan), russeren Denis Menchov (Katusha) og franskmanden Jérôme Coppel (Saur Sojasun), og da luxembourgeren Fränk Schleck (RadioShack-Nissan) som bekendt gled helt ud af billedet, var avancementet på de seks positioner en kendsgerning.
LÆS OGSÅ Chris Anker erstatter prikket drøm med klassementet
Kan Chris Anker Sørensen holde fast i sin position eller i det mindste ikke sætte for meget til på dagens 143,5 km fra Bagnères de Luchon til Peyragudes er han stærkt på vej til at blive indlemmet i den lille, eksklusiv klub af danske Tour-aktører, som har formået at gennemføre den tre uger lange franske styrkeprøve blandt de 20 første.




























