Ganske som for et år siden på Korsika indledes Tour de France med en etape, der i den grad appellerer til sprinterne, at det vil overraske, om ikke de 190,5 km fra Leeds til Harrogate munder ud i en massespurt.
Og den stjerneparade af velsmurte sejrsmaskiner, som feltet på de 198 ryttere bugner af, vidner da også om, at både aktørerne selv og de 22 deltagende mandskaber så udmærket er klar over, at der i dag bydes på en enestående mulighed for at score en storslået dobbelttriumf med både etapegevinst og den gule førertrøje.




























