Årets Tour de France blev i dag en superstjerne rigere, da den franske olympiske komités appeldomstol afsagde kendelse om, at der ikke findes basis for at udelukke det belgiske nationalidol Tom Boonen fra verdens mest betydningsfulde cykelløb. Dermed endte det juridiske kapløb i 11. time lykkeligt for hans belgiske arbejdsgiver, den 28-årige kaptajn og så sandelig også for hovedsponsoren Quick Step. Mistede 20 mio. sidste år For kort tid siden oplyste virksomheden nemlig, at det sidste år havde kostet cirka 20 mio. kroner i mistet reklameværdi, fordi Boonen ikke fik lov til at stille op, da det første gang afsløredes, at han havde et kokainproblem.
LÆS OGSÅ: Boonen svæver i uvished til et døgn før Tour-start
Den udregning blev lavet ud fra en sammenligning mellem 2007, da Boonen var en af hovedpersonerne i Touren og erobrede den grønne pointtrøje, og 2008, hvor Quick Step altså måtte optræde uden sit suverænt største navn.
Skiftede holdning flere gange
Kort og godt lyder dagens afgørelse på, at Tom Boonen er berettiget til at starte, og dermed underkendes den beslutning, som blev truffet af Amaury Sports Organisation, selskabet bag Tour de France, om at nægte belgieren start på grund af den dopingtest, som i slutningen af april viste spor af kokain.
Undervejs skiftede Tour-direkten Christian Prudhomme flere gange holdning. Hans spontane beslutning lød på udelukkelse, siden tilkendegav han, at han ville afvente en afgørelse fra den internationale cykelunion, UCI, og derefter lægge sig op ad den.
Politisk udmelding
Men netop som UCI meddelte, at der ikke ville blive indledt en disciplinærsag mod Boonen, var den daværende franske sportsminister Bernard Laporte fremme og sige, at belgierens tilstedeværelse ville tilsmudse Tourens image, og at han derfor var uønsket.
Den politiske proklamation vovede Prudhomme tilsyneladende ikke at sidde overhøring. Quick Step fik at vide, at holdet ikke skulle sende Boonen til Monaco, og det fik straks både holdets og hovedpersonens advokater til at indlede det juridiske felttog, som altså nu har indbragt dem sejr.
Og sportsminister Laporte måtte i øvrigt forlade sige farvel til sin post i regeringen i onsdags.
Bakket op af UCI
Også den internationale cykelunion, UCI, var til stede, da sagen blev fremlagt i går, og det menes at have fået væsentlig betydning for afgørelsen, at unionen – som den længe har gjort det – atter fastslog, at intet i reglerne hindrer Tom Boonens medvirken i Tour de France.
Konkurrent og allieret
»Jeg synes, det er helt i orden, at Boonen får lov til at køre, selv om det betyder, at vores Mark Cavendish får yderligere en skrap konkurrent«, siger Team Columbias danske sportsdirektør Brian Holm.
»Det kan oven i købet vise sig at blive en fordel for os, fordi vi nu i Quick Step givetvis vil få en stærk allieret, hvis der skal køres udbrud ind på nogle af de første etaper. Uden Boonen kunne det sagtens tænkes, at det ansvar udelukkende var blevet overladt til os«.


























