Ingen fare for den gule trøje

Team Saxo Banks schweiziske tempoekspert Fabian Cancellara kan godt forberede sig på endnu en podieoptræden efter dagens etape - med mindre der sker noget uforudset.
Team Saxo Banks schweiziske tempoekspert Fabian Cancellara kan godt forberede sig på endnu en podieoptræden efter dagens etape - med mindre der sker noget uforudset.
Lyt til artiklen

Med mindre der sker noget fuldstændig uforudset, kan Team Saxo Banks schweiziske tempoekspert Fabian Cancellara se frem til endnu en podiehyldest i gult, når den 187 km lange 2. etape i Tour de France sidst på eftermiddagen slutter i Brignolles. For selv om der givetvis vil blive gjort forsøg på at iværksætte udbrud på færden vestpå fra Monaco, indbyder den lettere kuperede rute i den grad til en massespurt, at det danske mandskab kan være sikker på assistance fra holdene med de skrappe sprintere, hvis der i den afsluttende fase skal etableres en jagt på en flok lykkeriddere. Contador i komfortabel position Også Tourens formodet stærkeste trup, Astana, er utvivlsomt yderst tilfreds med ikke at være pålagt de ekstra forpligtelser, det altid indebærer at skulle forsvare en førertrøje. Holdets erklærede kaptajn Alberto Contador befinder sig i en komfortabel position på andenpladsen 18 sek. efter Cancellara og har dermed overblik over sine farligste rivaler i den samlede stilling. Til dem hører Cancellara ikke, for selv om han viste hidtil usete klatrekvaliteter, da han sejrede på hjemmebane i Schweiz Rundt, vil han umuligt kunne hamle op med de skrappeste bjergspecialister, når den første alvorlige stigning melder sig på fredag med finalen til Andorra. Cavendish ind på scenen Med forventede hovedroller til sprinterne på dagens etape trænger en af de aktører, der allerede i optaktsfasen har været genstand for enorm opmærksomhed, sig automatisk på. Ganske vist bebuder grafikken over ruteforløbet et lettere kuperet terræn, men det ser tilstrækkeligt overkommeligt ud til, at de spurtstærke afsluttere skulle kunne blive bragt helskindet frem til finalen. Og dermed er vejen banet for den 24-årige englænder Mark Cavendish (Team Columbia), der i et i øvrigt højt kvalificerede udbud af spurteksperter synes at befinde sig lige et niveauet over konkurrenterne. 13 sejre hidtil i år Det respektløse, fandenivoldske kraftcenter fra Isle of Man har i denne sæson ganske som i den foregående ført an i Team Columbias overdådige sejrsorgie, og Cavendish topper suverænt årets vinderliste med 13 førstepladser. Hans nærmeste konkurrenter i den sammenhæng er holdkammeraten André Greipel og den italienske veteran Alessandro Petacchi (LPR), der begge har været først over stregen 10 gange, men ingen af dem er til stede i Touren. Pudsigt at tænke på at Columbia har råd til at lade en sejrsmaskine som Greipel blive hjemme. Den 26-årige tysker ville være oplagt Tour-deltager på ethvert andet mandskab, men to sprintere fylder for meget på et hold, der har ambitioner om også at hævde sig i det samlede klassement. Fornem klassikertriumf Cavendish fornemste triumf i år registreredes uden sammenligning i klassikeren Milano-Sanremo, da han med en nærmest overmenneskelig finish fangede tyskeren Heinrich Haussler på selve målstregen. Englænderen indledte sejrsserien i Qatar i begyndelsen af februar, og langt de fleste af gevinsterne er blevet til på uhyre overbevisende manér. Tre etapesejre i Giroen I Giro d’Italia brillerede han ved at snuppe tre etaper, inden holdets ledelse besluttede at skrue ned for blusset. Cavendish selv gav udtryk for, at han hellere end gerne ville have fortsat til Rom, men netop hensynet til den aktuelle styrkeprøve fik manager Rolf Aldag til at dekretere pause. Team Columbias himmelstormer dukkede op igen i Schweiz Rundt og var ligeledes her urørlig de to gange, han var med frontgruppen hjem. Boonen tager kampen op For hverken englænderens dominans i år, eller den kendsgerning, at han i 2008 slog til på fire etaper, inden han udgik, har afholdt andre med evner for at begå sig i de halsbrækkende spurtopgør i at forsøge sig, og især tre konkurrenter, der alle tidligere har vundet pointkonkurrencen, synes kapable til at udfordre den uimponerede englænder. I 11. time lukkedes eksverdensmesteren Tom Boonen (Quick Step) ind i varmen, og selv om han i optaktsfasen har været ramt af et maveonde, melder han sig fuldstændig klar til at melde sig ind i Tour-striden. Hushovd med stærke støtter Norske Thor Hushovd er på Cervélo-mandskabet omgivet af en stærk flok hjælpere, selv om holdet i allerhøjeste grad også har Carlos Sastres interesser at varetage. Nordmanden, der erobrede den grønne trikot i 2005, kan regne med assistance fra så hurtige folk som Heinrich Haussler, Brett Lancaster og Hayden Roulston, og det skulle give ham ideelle betingelser for at tage kampen op mod Cavendish. Freire på egen hånd Derimod er den tredobbelte spanske eksverdensmester Oscar Freire hos Rabobank mere overladt til sig selv. Det har han imidlertid været vant til, og det hindrede ham således ikke i at stryge til tops i pointkonkurrencen sidste år. Foruden denne eminente udfordrertrio må Cavendish regne med, adskillige andre med ambitioner og spurtegenskaber vil blande sig i festen. I flæng kan nævnes italienerne Daniele Bennati (Liquigas), på vej tilbage efter et skadeplaget forår, og Danilo Napolitano (Katusha), substitut for den skadede australier Robbie McEwen, tyskeren Gerlad Ciolek (Milram), flyttede fra Team Columbia for ikke at stå i skyggen af Cavendish, og den unge amerikaner Tyler Farrar (Garmin), i Giro d’Italia tilstrækkeligt pågående til at rage uklar med Alessandro Petacchi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her