Verdensmesteren Cadel Evans (BMC) er stadig mærket af sit styrt på søndagens etape, som han en overgang frygtede ville tvinge ham ud af Touren, men optimismen er vendt tilbage hos den 33-årige australier, der nu er manden i gult, som alle de andre favoritter jagter.
LÆS OGSÅ Smertefuld vej til den gule førertrøje
»Min venstre arm er øm og hævet, og min osteopat David Bombeke brugte meget tid på bearbejde mine skader i går. Det gjorde han så godt, at jeg føler, at jeg er klar til at forsvare førertrøjen«, fastslår Cadel Evans på sin hjemmeside.
»Ellers nød jeg hviledagen, hvor jeg fik uventet besøg af min kone Chiara og min datter Molly, og nu ser jeg frem til de kommende etaper. Jeg vil gøre alt for at bevare min position løbet ud, men jeg er udmærket klar over, at jeg er oppe mod meget skrappe rivaler«.
Outsider ude med brækket hånd
Langt fra alle kunne gøre en ligeså opmuntrende status omkring helbredssituationen på hviledagen som Cadel Evans, og således er fire ryttere sat ud af spillet på grund af styrt enten i søndags eller tidligere.
En undersøgelse på hospitalet afslørede således, at en af outsiderne inden starten på Touren, den 29-årige russer Vladimir Karpets (Katusha) i det meste af en uge har kørt rundt med et brud i den ene hånd.
Karpets, der i 2004 vandt ungdomskonkurrencen i Tour de France, havde allerede sat så meget tid til, at han var ude af billedet i den samlede stilling. Russeren lå nr. 57 med et minus på 26.01 minutter, og efter at han i dag har måttet opgive at fortsætte, kan han se tilbage på to mislykkede rundture i denne sæson.
Nr. 14 i Giro d’Italia
Egentlig var det meningen, at han udelukkende skulle koncentrere sig om Tour de France, men efter en samlet fjerdeplads i Tour de Romandie anmodede han Katushas ledelse om at få en plads i truppen til Giro d’Italia.
Det bevilgedes, men Karpets levede ikke op til egne og andres forventninger, eftersom det kun blev til en samlet 14. plads.
Feltets yngste også færdig
Også australieren Simon Gerrans (Sky) og tyskeren Roger Kluge (Milram) har måtte trække sig med armbrud.
Endelig er feltets yngste, den 20-årige italiener Fabio Felline (Footon-Servetto), så forslået efter styrt i søndags, at lægerne har frarådet ham at fortsætte.
LIVE: 9. ETAPE FRA 11.30: Klassement, profil og point




























