Nordmanden Thor Hushovd (Cervélo) er efter at have kæmpet sig gennem den sidste skrappe etape i Pyrenæerne iført den grønne førertrøje, som han lidt overraskende tilbageerobrede i tirsdags fra italieneren Alessandro Petacchi (Lampre), klar til at indtage en af hovedroller på den forestående 198 km lange 18. etape fra Salies-de-Béarn til Bordeaux.
FAKTA: Klassementet
Og den 32-årige norske fighter er fast besluttet for at kæmpe til det sidste for ligesom sidste år og i 2005 at modtage hyldesten på Champs-Élysées som vinder af pointkonkurrencen.
Sprinterne i forreste geled
Netop denne kappestrid må forventes at blive hovedelementet på en etape, der efter gårsdagens medrivende duel mellem de to hovedpersoner i Tour de France Alberto Contador (Astana) og Andy Schleck (Saxo Bank) på de afsluttende 10 km af det legendemættede Col du Tourmalet næsten ikke kan undgå at udvikle sig til et antiklimaks.
Ikke sådan at forstå, at styrkeprøven behøver være fuldstændig blottet for dramatik. Tværtimod kan der sagtens forekomme særdeles eksplosive indslag, men de er nok reserveret til de sidste få hundrede meter, eftersom det er sprinterne, der træder frem i forreste geled i dag.
Har fået fart på sejrsmaskinen
Specialisterne i de hurtige afslutninger har måttet vente tålmodigt siden forrige torsdag på at dyste om den maksimale hæder.
Dengang demonstrerede den britiske spurtkanon Mark Cavendish (HTC-Colombia) i Bourg-lès-Valence ved at afvise italieneren Alessandro Petacchi (Lampre) og amerikaneren Tyler Farrar (Garmin), at han efter en tøvende indledning på Touren har fået fuld fart på sejrsmaskinen.
Og selv om det bliver umuligt for ham at samle en ligeså imponerende gevinstbuket som sidste år, da det blev til seks førstepladser, har han stadig en særdeles realistisk mulighed for at nå fem, hvilket vil bringe ham op på det imponerende tal af 15 i alt i blot tre Tour–starter.
Cavendish på spring i pointkonkurrencen
Under alle omstændigheder fremstår Cavendish som favorit i dag, og med mindre alt går fuldstændig skævt for ham, vil det samme være tilfældet på søndag på Champs-Élysées – også selv om han ikke længere har sin uforlignelige, men udelukkede australske hjælper Mark Renshaw ved sin side.
Desuden har Cavendish i allerhøjeste grad mulighed for i 11. time at blande sig i det opgør om den grønne trikot, der længe har været koncentreret omkring Hushovd og Petacchi, som i den seneste fase af løbet er skiftedes til at bære den.
35 point til vinderen
I øjeblikket fører nordmanden med 191 point mod italienerens 187, mens Cavendish lurer på tredjepladsen med 162.
Lykkes det briten at slå maksimalt til yderligere to gange, kan det for alvor bringe Hushovd i vanskeligheder, eftersom der er 35 point til vinderen på disse flade etaper.
Nordmanden har ikke vist ganske samme hurtighed som Cavendish og Petacchi i massespurterne, så han satser givetvis på også at hævde sig i dysterne om point undervejs på den lange færd færd nordpå mod Bordeaux, som er næsten uden terrænmæssige udfordringer.
De andre førertrøjer er fordelt
Den grønne førertrøje er i øvrigt den eneste, som endnu ikke har fundet sin endelige ejermand. Med mindre, man for enhver pris klynger sig til, at der stadig kan herske uvished om, at Alberto Contador (Astana) hjemfører den gule, er det nemlig kun pointkonkurrencen, der er helt åben.
Franskmanden Anthony Charteau (Bbox) sikrede sig i går endegyldigt den prikkede bjergtrøje, og Andy Schleck (Saxo Bank) har en klar afstand på 6.33 minutter til hollænderen Robert Gesink (Rabobank) i kampen om den hvide i ungdomskonkurrencen.




























