Siden sit eventyrlige Tour de France-felttog i 2004, da han bar den gule førertrøje i 10 dage, har Thomas Voeckler haft status som en af Frankrigs mest populære cykelryttere. Men der er en afgørende forskel på de syv år gamle jubelstunder og de aktuelle, som franskmanden fuldt fortjent fortsat soler sig i. Dengang talte feltet i amerikaneren Lance Armstrong en suveræn og enevældig despot, som blot ventede på at slå til, når det passede ind i hans overordnede strategi. Fransk andenplads i 1997 I den udgave af den franske styrkeprøve, som nu nærmer sig sin ultimativt udslagsgivende fase, har ingen endnu formået at tiltvinge sig en tilsvarende altdominerende rolle, og dermed har Thomas Voeckler med kyshånd udnyttet muligheden for at genopleve de mest lyksalige øjeblikke i en cykelrytters karriere, som næsten tænkes kan. Blandt de begejstrede, succeshungrende franske cykelentusiaster er der opstået en så brusende eufori, at det i fuldt alvor diskuteres, om værtsnationen skal kunne hylde en af sine egne som Tourvinder for første gang siden 1985, da Bernard Hinault noteredes for sin femte og sidste samlede gevinst. Eller i det mindste fryde sig over en franskmand blandt de tre bedste, hvilket Richard Virenque præsterede senest, da han i 1997 blev nr. 2 efter tyskeren Jan Ullrich slået med 9.09 minutter. Har allerede abdiceret verbalt Et par gange undervejs har den gennemsympatiske Thomas Voeckler verbalt abdiceret fra Tourtronen, og han understreger fortsat, at han ikke har en jordisk chance for at stå øverst på podiet i Paris på søndag. Men indtil nu har den indædt fightende franskmand med ansigtsgrimasser så fortrukne, at de ikke efterlader den ringeste tvivl om, at han presser organismen ud til grænsen og lidt over, gjort sine egne forudsigelser til skamme, når han først har siddet på cyklen. Sidste efterår tilførte Thomas Voeckler sit i forvejen strålende image en ny dimension, da han udviklede sig til frelsende engel i manager Jean-René Bernaudeaus bestræbelser på at finde en ny sponsor. De to har arbejdet sammen, lige siden Voeckler debuterede som professionel i 2001. Da meget tydede på, at Bernaudeau måtte opgive at skaffe kapital til at videreføre sit mandskab, skortede det ikke på tilbud til Voeckler. Europcar i 11. time Men i en branche, hvor egoisme ofte er et nødvendigt karaktertræk for at overleve, valgte Voeckler at vente, til den absolut sidste mulighed var udtømt, vel vidende at hans tilstedeværelse i den trup, som Bernaudeau kunne tilbyde, ville udgøre et næsten uundværligt element i jagten på de nødvendige økonomiske midler. I 11. time – og lidt til – meldte Europcar sig så på banen. Det har biludlejningsfirmaet næppe haft grund til at fortryde, for alene den profilering i Tour de France, som Voeckler og kollektivet omkring ham har sørget for, har en reklameværdi af en størrelsesorden, der sandsynligvis dækker Europcars udgifter ind. Succes også inden Touren Allerede inden Touren havde Voeckler og holdkammeraterne dokumenteret, at investeringen har været velanbragt. Europcar, der opererer i den internationale 2. division, er noteret for 21 sejre. Heraf står Voeckler for de 8 med den samlede gevinst i Quatre Jours de Dunkerque og to etapeførstepladser i Paris-Nice som højdepunkterne. Franskmanden, der vandt etaper i Touren i både 2009 og 2010, er inde i sin uden sammenligning mest vellykkede sæson – og formentlig også på vej mod sin bedste samlede Tourplacering. Voeckler har deltaget og fuldført hvert år siden 2003 med 18.-pladsen i 2004 som det i særklasse bedste facit. Chancerne er lig nul Næsten overalt, hvor Voeckler stiller op, er han med sin aggressive kørestil garant for underholdning. Og samtidig er han som menneske en type, der med sin umiddelbare imødekommenhed går i folk med træsko på, uden at der er noget unaturligt eller tilstræbt i den måde, hvorpå han påkalder sig bevågenhed. Men franskmændene må nok affinde sig med, at Voeckler taler fuldstændig sandt, når han siger, at hans chance for at vinde Tour de France er lig nul.