Med Tour de France triumfen i Paris sikrede Bradley Wiggins sig en ekstragevinst, der yderligere er med til at understrege hans storhed. De tre ugers slid på de franske landeveje betyder nemlig også, at den 32-årige englænder stryger til tops på verdensranglisten, og det med så stort et forspring, at han kan blive uhyre vanskelig at hente i den resterende del af sæsonen. Alene for sejren scorer Wiggins 200 point, mens der er 66 for de to etapesejre og øvrige topplaceringer, han hjemførte. På tredjepladsen inden Touren I forvejen lå han placeret som nr. 3 med 335 point efter spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha) med 404 og belgieren Tom Boonen (Omega Pharma-Quick Step) med 365, men den aktuelle høst betyder altså, at Wiggins nu fører med omkring 200 point til Rodriguez.
LÆS ARTIKEL Sky tager det hele på Champs-Élysées
Spanieren holder lige netop Tourens nr. 3, italieneren Vincenzo Nibali (Liquigas), bag sig. Denne har hentet 128 point i Frankrig og er dermed oppe på 400, hvilket indebærer, at han stryger forbi Boonen.
Det samme gør den 22-årige slovakiske komet Peter Sagan (Liquigas-Cannondale), der indkørte ranglistepoint på otte af Tourens etaper, hvilket ingen af de øvrige deltagere kan hamle op med.
I alt blev det til 98, og dermed avancerer Sagan en enkelt plads og er nu nr. 4 med 348.
Froome er højdespringeren over alle
Englænderen Chris Froome (Sky) er højdespringeren over alle på ranglisten efter Touren. Inden var han at finde på en beskeden 47. plads med 60 point – ligesom danske Matti Breschel (Rabobank) – men de 206 point, han indkørte hovedsagelig takket være sin samlede andenplads, bringer ham op som nr. 6 efter Wiggins, Rodriguez, Nibali, Sagan og Boonen.
Tour de France var det 19. af de i alt 29 arrangementer, der indgår i den internationale cykelunions World Tour, og som er de eneste pointgivende løb.
Det næste i rækken er det hollandske Eneco Tour, hvor Team Saxo Bank-Tinkoff Banks Alberto Contador gør comeback fra 6. til 12. august.




























