Egentlig havde indehaveren af den gule førertrøje, Rinaldo Nocentini (Ag2r), regnet med, at han først på søndag måtte se en anden optræde på podiet som førstemand i Tour de France. Håbet lever da også stadig hos den 31-årige italiener.
'Men han er udmærket klar over, at opgaven er blevet vanskeligere ikke mindst efter gårsdagens etape. Hans holdkammerater brugte nemlig en masse kræfter på så nogenlunde at kontrollere afstanden til udbruddet med Nicki Sørensen, og det kan sagtens tænkes, at regningen kommer allerede i dag i form af, at en isoleret Nocentini mister den eftertragtede trikot. Håber på hjælp fra Astana I givet fald står Astanas stjerner Alberto Contador og Lance Armstrong i første række til at tage over, men Nocentini satser på, at de i højere grad vil være hans forbundsfæller end rivaler. »Det var helt klart en streg i regning, at vi overhovedet ingen hjælp fik i jagten på udbryderne i går«, siger Nocentini. Udsat for hårdt slid »Jeg havde bestemt ventet, at Astana ville have taget en tørn, og ligeledes undrer det mig, at sprinterholdene slet ikke viste interesse. Det betød, at vi blev udsat for et meget hårdt slid, og det store spørgsmål er, hvor meget det har tæret på kræfterne til i dag«. »Men forhåbentlig er Astana parat til at prøve at kontrollere etapen sammen med os, fordi holdet først for alvor stiler efter at tage over i Alperne«, lyder italienerens optimistiske forventninger. Lagt op til festfyrværkeri af angreb De 200 km fra Vittel til Colmar byder på alle muligheder for at frembringe et festfyrværkeri af angreb og ligeledes for, at topnavnene i det samlede klassement udfordrer hinanden, hvis de ellers tør. Eksempelvis australieren Cadel Evans (Silence-Lotto) demonstrerede på turen fra Andorra til Saint-Girons, at han ikke er bange for at satse. Hvis den indstilling ikke er ændret, har han væsentligt større chancer for at få udbytte af sine offensive tendenser i dag.




























