Som en skærende kontrast til fire ret ensformige og begivenhedsløse forudgående timer eksploderede finalen i den 186,3 km lange 8. etape fra Dole til Lausanne i et festfyrværkeri af nervepirrende spændingsmættede momenter, som mundede ud i en storslået triumf for den belgiske superstjerne Wout van Aert (Jumbo-Visma), der henviste australieren Michael Matthews (Team BikeExchange-Jayco) og den slovenske dobbelte Tour de France-konge Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) til de næste pladser.
Afslutningen bød på dansk opmuntring med en fjerdeplads til Tour-debutanten Andreas Kron (Lotto Soudal), ligesom Jonas Vingegaard som nr. 8 over stregen atter styrkede sin status som seriøs udfordrer til Pogacar, der ganske vist øgede afstanden til danskeren med 4 sekunder på grund af bonus for placeringen i spurten, så han nu er 39 sekunder foran Vingegaard.




























