Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar var de to største favoritter i min bog, inden Touren gik i gang. Ingen af dem har skuffet – tværtimod. De har uden tvivl været de to stærkeste i løbet indtil nu. På samme tid er det glædeligt, at de ikke har haft muligheden for at skille sig mere ud i fronten af løbet. Spændingen er derfor fortsat bevaret, og kun to af de forhåndsudnævnte podiekandidater er sat skakmat i klassementskampen. Jeg er overbevist om, at Floyd Landis-dagene for længst er forbi – og at et voldsomt forbrug af whiskey ikke giver ryttere mulighed for at hente 10 minutter eller mere få dage senere (det var én af de mange tåbelige forklaringer, Landis kom med). Så jeg tør godt garantere, at Daniel Martinez ikke kommer tilbage fra den tidsmæssige lussing, han allerede har fået.
Etaperne i Danmark gjorde os ikke voldsomt meget klogere på kampen om Tour-tronen. Det var heller ikke forventet, men også her var Pogacar og Vingegaard et lille nøk foran de andre forhåndsfavoritter. Og mens Jumbo-Visma nok spiller på mange heste og vil være en bestemmende faktor på nærmest alle etaper, så har de indtil videre magtet den plan til perfektion. Sådan næsten da. Pogacars UAE-hold var i den første uge overraskende usynlig, men med det største cykeltalent set i mange årtier – måske nogensinde – så manøvrerede Pogacar sig gelinde og problemfrit, egenhændigt rundt i feltet. Endda på brostenene – og ofte smilende. Mens UAE har strammet sig an efter første uge og til holdets fordel, så findes der kun én kaptajn.
