Da deltagerne i Vuelta a España i lørdags konfronteredes med den første af tre skrappe bjergfinaler i træk, indtog løbets store overraskelse, den 24-årige hollænder Tom Dumoulin (Giant-Alpecin), den samlede tredjeplads med et minus på et halvt minut til den førende italiener, Fabio Aru (Astana), og tre sekunder til spanieren Joaquim Rodríguez (Katusha).
I erkendelse af den ukuelige opkomlings uomtvistelige tempokvaliteter var både det italienske håb, den spanske veteran og alle de øvrige klatrespecialister, som lægger beslag på top-10-placeringerne i rundturen på den iberiske halvø, ganske på det rene med, at det gjaldt om at få ram på Dumoulin, inden kampen mod klokken optræder på Vuelta-programmet.




























