Med den spinkle forskel på tre sekunder mellem den hollandske indehaver af den røde førertrøje Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) og hans italienske førsteudfordrer Fabio Aru (Astana) efter de hidtil tilbagelagte 2.693,7 km i Vuelta a España er der tre dage i træk lagt op til en nervepirrende duel, inden det endeligt er afgjort, hvem der søndag kan se frem til jubelfærden på den afsluttende, flade etape til Madrid søndag.
»Vueltaen har allerede været en kæmpemæssig succes for holdet og mig med to etapesejre, og vi vil slås for, at det ikke er slut endnu«, lyder det fra en både realistisk og optimistisk Tom Dumoulin i en pressemeddelelse fra Giant-Alpecin.




























