Med et smil så bredt som en motorvej og skinnende som den mest indbydende tandpastareklame, ledsaget af en enkelt glædeståre eller to, modtog den 27-årige spanier David De La Cruz (Etixx Quick Step) overvældende jubelhyldest og stribevis af lykønskninger, efter at han på en af de legendemættede stigninger i Vuelta a España med udsigt over Asturiens hovedstad Oviedo kørte sig til til en ufattelig drømmeoplevelse som vinder af den 164,5 km lange 9. etape fra Cistierna til Alto del Naranco.
Og ikke nok med, at spanieren på denne måde indskrev sig annalerne i hjemlandets rundtur – han erobrede også den røde førertrøje fra colombianeren Nairo Quintana (Movistar), om end det synes så godt som sikkert, at han må aflevere den igen i morgen efter den tredje bjergudfordring på stribe til Lagos de Covadonga.




























