I weekendens lokalbrag mod Mainz med Bo Svensson på holdet fik Leon Jessen igen fuld spilletid, og den tidligere FC Midtjylland-spiller har fået noget, der ligner monopol på pladsen som venstre back i tyske Kaiserslautern. Dermed matches han på et meget højt niveau uge efter uge, og for den blonde jyde er det lig med en markant spillemæssig udvikling. »Det er en helt utrolig stærk liga, og det krævede også lige et halvt års tilvænning til de nye omgivelser, men jeg har spillet rimelig fast siden. Det giver noget erfaring på et internationalt niveau, for vi spiller på store stadioner med masser af tilskuere, og hver eneste weekend møder jeg klassemodstandere. Det højner mig fodboldmæssigt, og jeg har rykket mig meget, siden jeg kom herned«, beretter Leon Jessen og fortsætter ufortrødent.
LÆS OGSÅ Jessen slår Svensson i tysk danskerduel
»Spillet i Bundesligaen er meget hurtigere, og det er den helt store forskel i forhold til Superligaen. Du lærer at beslutte dig meget hurtigere i de enkelte situationer, og det er tankegangen på banen, der har ændret sig mest«, forklarer forsvarsspilleren, som derfor mener, at han besidder kvaliteterne til at være en del af Morten Olsens udvalgte flok.
»Jeg lægger ikke skjul på, at det er min helt store ambition at være en del af landsholdet, og jeg vil meget gerne tættere på, end jeg er lige p.t. Lige nu står jeg i baggrunden af Nicolai Boilesen og Simon Poulsen, men jeg vil kæmpe mig op, og det handler bare om at klø på hver eneste dag. Hvis jeg bliver ved med at præstere godt hernede, så får jeg også chancen på landsholdet igen«, fastslår Leon Jessen.
Jessen var senest med på nationalmandskabet i oktober 2010, da han var med til at besejre Cypern i den igangværende EM-kvalifikation til slutrunden i Polen-Ukraine 2012.
Debat ikke kun negativ
Med sine i alt fire landskampe har han da heller ikke været et fast indslag på pladsen, men er derimod en af de mange kandidater, der har fået prædikatet som mere eller mindre utilstrækkelige.
»Det er rigtigt, at det ikke lige har kørt på den plads, men jeg har prøvet at gribe chancen, når jeg har været med, og jeg har ikke tænkt for meget over alle de ting, der er blevet sagt og skrevet. Når jeg har været med, har jeg prøvet at tage ansvar, men det hører også med til historien, at mange af dem, der er blevet prøvet, har været forholdsvis unge spillere, der siden er blomstret op. Jeg har for eksempel fået flere kampe i en længere periode siden min sidste landskamp, og det har udviklet mig til en bedre fodboldspiller«, lyder det fra Leon Jessen, som selvfølgelig heller ikke har været i stand til at ignorere kritikken fuldstændigt.
»Medierne har pustet til debatten, der til tider har været noget kortsigtet. Hvis en spiller har leveret en rigtig god kamp, så var den faste mand endelig fundet, og omvendt, hvis en spiller leverede en enkelt dårlig kamp. Så var kritikken tilsvarende hård, og så skulle vedkommende af holdet igen med det samme. Der har været meget stor opmærksomhed på den plads på grund af debatten, men det er en del af spillet, og det er heller ikke kun en negativ ting. Det er positivt, at folk går op i det, og det betyder også, at der har været meget fokus på landsholdet, som er nødvendigt«, konkluderer Leon Jessen, der ikke ryster på hånden over at skulle duellere med spillere, som alle kan prale med fast spilletid i udenlandske klubber.
Forholder sig til sig selv
Det ændrer således ikke meget, at nye kandidater som Kevin Conboy og Brian Hamalainen kan blande sig med mere etablerede navne som Simon Poulsen og Nicolai Boilesen, for Kaiserslauternspilleren skeler ikke til konkurrenterne.
»Jeg kigger kun på mig selv, for jeg er af den holdning, at den bedste selvfølgelig kommer til at spille, og så er det op til én selv at komme på holdet. Det er de gode præstationer, som skal gøre mig svær at komme udenom, og det er udelukkende det, jeg forholder mig til«, siger Leon Jessen, der har optrådt 33 gange i den bedste tyske række, hvor han kan se frem til mange flere minutter for den tyske traditionsklub, som med weekendens prestigefyldte sejr er placeret lige over nedrykningsstregen i den anden sæson efter tilbagekomsten til Bundesligaen.
FACEBOOK Bliv ven med Politiken




























