Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

DBU har spurgt spillerne til råds om Morten Olsen

POPULÆR. Morten Olsen er landsholdsspillernes foretrukne kandidat som landstræner.
POPULÆR. Morten Olsen er landsholdsspillernes foretrukne kandidat som landstræner.
Lyt til artiklen

Spillerne på det danske fodboldlandshold er af Dansk Boldspil-Unions generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, blevet spurgt ind til deres holdning til en eventuel forlængelse af landstræner Morten Olsens kontrakt.

Det siger målmand Thomas Sørensen til B.T.

»Vi ved ikke, hvilke beslutninger, der er truffet, men vi har haft et ord med Jim, og han ville bare høre, hvad vores syn på Mortens kandidatur var. Om han havde opbakning fra spillertruppen, og det har han 100 procent«, fortæller Thomas Sørensen.

DBU forlænger gerne
Morten Olsens kontrakt udløber efter næste års EM-slutrunde, men i de seneste uger - og især efter sejrene mod Cypern og Portugal, hvilket sikrede danskerne kvalifikationen - er der opstået en hed debat om, hvorvidt Morten Olsen fortsætter alligevel.

Morten Olsen har ellers tidligere meddelt, at han stopper til næste sommer, men på det seneste har han ikke kategorisk holdt fast i den melding.

DBU talte over sig under aftensmaden: Det bliver Olsen eller en udlænding

Samtidig har Jim Stjerne Hansen sagt, at han gerne taler med Morten Olsen om en forlængelse, hvis landstræneren gerne vil fortsætte alligevel.

Fuld opbakning fra spillertruppen

»Skulle Olsen fortsætte, så er jeg sikker på, at alle spillerne ville være tilfredse. Det er i hvert fald den mening, der er blevet givet til kende«, siger Thomas Sørensen.

»Og så har vi ligesom ikke mere at skulle have sagt i den sag, så er det op til de andre parter at finde en løsning«.

LÆS OGSÅ Læserne foretrækker Olsen

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag, så kigger Jim Stjerne Hansen kun på to kandidater til landstrænerposten. Det er Morten Olsen samt en ukendt træner fra udlandet.

Efter planen har Jim Stjerne Hansen et navn klar i denne måned eller i november.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her