Dansk Boldspil-Union bestræber sig på før årsskiftet at have fundet manden, der skal afløse Morten Olsen næste sommer. Og hvis fodboldunionen henvender sig til Åge Hareide, vil nordmanden, der har kæmpesucces med Malmö FF, meget nøje overveje et tilbud om blive dansk landstræner.
»Det vil være en ære at blive træner for det danske landshold«, siger han til Politiken. »Danmark er langt fremme i landsholdsfodbolden i Europa, og talentmassen er imponerende. Men jeg har ikke været i kontakt med DBU, siden jeg i maj var til en samling i Brøndby for toptrænerne. Jeg havde et indlæg om, hvordan vi med Malmö FF kvalificerede os til gruppespillet i Champions League sidste år«.


























