Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

DBU har været i kontakt med Christian Eriksen, hvis tilstand er stabil, efter han lørdag kollapsede i Parken.

DBU: Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen. Hans tilstand er fortsat stabil

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 12.43 med oplysningen om, at DBU holder pressemøde senere søndag.

Christian Eriksens tilstand er fortsat stabil efter kollaps lørdag, og han er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

»Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til sine holdkammerater«.

»Hans tilstand er fortsat stabil, og han er fortsat indlagt for at få yderligere undersøgelser«, lyder det fra DBU.

Eriksen kollapsede på banen efter 42 minutter, da Danmark åbnede EM mod Finland i Parken. Stjernen fik hjertemassage på banen, inden han blev fragtet til Rigshospitalet.

Senere blev kampen genoptaget, og Finland vandt 1-0.

I dag bearbejdes den voldsomme oplevelse

Søndagen skal bruges til at bearbejde de voldsomme hændelser.

»Holdet og staben omkring landsholdet har fået krisehjælp og bruger dagen på at hjælpe hinanden efter gårsdagens hændelser«, skriver DBU.

Hændelsen har fået enorm opmærksomhed i hele verden, og det danske forbund takker for opmærksomheden.

»Vi takker for de mange rørende hilsner til Christian Eriksen fra fans, spillere og også fra kongehuset, internationale forbund og klubber med flere«.

»Vi opfordrer til, at hilsner sendes til DBU, hvor vi vil samle og overbringe til Christian og hans familie«.

Danmark spiller sin næste kamp ved EM på torsdag mod Belgien.

Pressemøde senere i dag

DBU afholder søndag klokken 15 pressemøde efter lørdagens dramatiske EM-kamp.

Det vil blive afviklet digitalt, oplyser DBU til Ritzau.

Landsholdet havde oprindeligt planlagt en presseseance søndag formiddag, hvor landstræner Kasper Hjulmand og nogle spillere ville være til rådighed, men allerede lørdag aften blev denne aflyst.

Det er ikke oplyst, hvem der vil være til stede ved søndagens pressemøde klokken 15.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her