Han er noteret for 100 Serie A-optrædener for Udinese. Og nu har han også spillet EM på hjemmebane i et inferno af rødt til jubel fra 25.000 mennesker, som bruger deres lungers fulde kraft til at sende energien direkte ned i fødderne på spillerne. Og for øjnene af endnu flere hjemme i stuerne. Foran alle dem på barer. Foran det meste af Danmark. For det bliver næppe meget større som fodboldspiller end at trække den rød-hvide trøje over hovedet.
Men engang var den største scene for Jens Stryger Larsen boldbanerne på JP Air Tech Arena i Sakskøbing på Lolland. Det var her, han satte sig ned i græsset med en sodavand i hånden, mens han drømte om at blive ligesom de store drenge inde på grønsværen.




























