Ecuador var overlegen mod Qatar, der som den første VM-vært nogen sinde tabte en åbningskamp.

VM-værtens ringe indsats på og uden for banen gjorde åbningskampen unik

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Gruppe A

Qatar - Ecuador 0-2

0-1 og 0-2 Enner Valencia (16 og 3-1)

Qatars rolle som VM-værtsnation skal man have været blind og døv for ikke at have hørt kritikken af i de seneste dage, uger, måneder og år, og det tog kun halvanden time at fastslå, at Qatar kommer til at sætte yderligere et par rekorder.

Som den første værtsnation lykkedes det Qatar at tabe en åbningskamp, der ydermere blev skæmmet af en udvandring fra stadion, der efter at have været ramme om en klassisk ceremoni helt usædvanligt endte med at være halvtomt, da Ecuador spadserede en stensikker 2-0-sejr hjem.

Enner Valencia sendte bolden i nettet efter 2 minutter og 34 sekunder, men det hurtigste mål nogen sinde i en åbningskamp blev annulleret for en meget teknisk offside-kendelse i opspillet til hovedstødsmålet.

Den 33-årige Fenerbahce-spiller fik ikke desto mindre sat en VM-rekord, da han udnyttede et straffespark begået mod ham selv af Qatars målmand, Saad Al Sheeb, til at blive den ældste målscorer i en åbningskamp, og han føjede endnu en scoring til, da han med hovedet dirigerede 2-0-målet yderligt i kassen senere i en meget ensidig første halvleg.

Enner Valencia, der har en fortid i Premier League hos West Ham og Everton, scorede 3 gange under VM-slutrunden i 2014 og er med sine nu 37 mål den mest scorende for Ecuador, hvis bedste VM-resultat er ottendedelsfinalen i 2006.

Qatar fremstod trods sin status som asiatisk mester som et ualmindeligt ringe og meget ustruktureret fodboldhold, der slap billigt med at tabe 2-0.

Med yderligere kampe mod Senegal og gruppefavoritten Holland er det svært at forestille sig, at Qatar kan undgå at opnå den ringeste placering nogen sinde for en værtsnation.

Den ’rekord’ indehaves af Sydafrika, der i 2010 blev den første og eneste værtsnation, der ikke er kommet videre fra det indledende gruppespil, men efter uafgjort mod Mexico og sejr over Frankrig opnåede Sydafrika trods alt 4 point.

Det får Qatar næppe.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her