Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Irak havde flere store chancer, men Norges stjernespillere var for stærke i VM-opgøret i USA.

Haaland scorer to gange i norsk VM-comeback

Foto: Justin Setterfield/Ritzau Scanpix
Foto: Justin Setterfield/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det norske fodboldlandshold fik natten til onsdag dansk tid en perfekt start på landsholdets første VM-slutrunde i 28 år. I gruppe I blev Irak besejret med 4-1 på Boston Stadium i USA.

Det var som ventet Norges største stjerne – Erling Braut Haaland – der sendte nordmændene på sejrskurs i midten af første halvleg, hvor Irak overraskede positivt og havde flere store chancer. Angriberen, der til daglig scorer masser af mål for Manchester City, fik sidste fod på bolden i et flot kontraangreb, hvor David Møller Wolfe sendte bolden i fødderne på Haaland fra venstrekanten.

Norge fortsatte med at trykke på i første halvleg, hvor Atlético Madrid-spilleren Alexander Sørloth var tæt på at gøre det til 2-0. I stedet blev det Irak, der kom på måltavlen efter 39 minutters spil. Amir Al-Ammari blev spillet fri, og fra baglinjen kunne han sende en perfekt aflevering ind i det norske felt. Her hoppede Aymen Hussein højest og sendte bolden i mål med et kraftfuldt hovedstød.

Norge svarede hurtigt igen få minutter senere efter en stor fejl i Iraks forsvar. En aflevering tilbage til Iraks målmand fik ikke nok fart, og Haaland var igen på pletten og fik sendt Norge i front til 2-1.

Irak jagtede udligningen i slutningen af første halvleg, hvor de havde flere store chancer, men nordmændene formåede at bevare føringen.

Norges landstræner, Ståle Solbakken, valgte i midten af anden halvleg at skifte fire spillere ud på samme tid – blandt andet RB Leipzig-spilleren Antonio Nusa, hvis hurtige driblinger konstant var en trussel mod Iraks forsvar i særligt første halvleg. Det viste sig at være en god beslutning fra Solbakken. Få minutter senere steg indskiftede Leo Østigård højest i det irakiske felt og sendte Norge på 3-1.

Erling Braut Haaland var tæt på et hattrick i slutningen af opgøret, men skuddet blev blokeret af Iraks målmand. I de døende minutter af opgøret blev det til 4-1, da Iraks målscorer Aymen Hussein sendte bolden i eget net.

Trods den overbevisende sejr mener Erling Haaland, at nordmændenes spil skal løftes et par niveauer, hvis Norge skal gøre sig forhåbninger om at nå langt i fodboldturneringen.

»Det er ikke let at debutere i VM. Der er mange følelser og nerver. At vinde 4-1 på en middelmådig dag ved alles VM-debut er stort og fantastisk, og jeg er stolt af dem allesammen. En god start«, siger Haaland til TV 2 Norge.

»Det her er det sværeste, man kan gøre. De næste kampe bliver meget hårdere end denne. Vi skal spille endnu bedre«, tilføjer Haaland ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Norges landstræner er enig med Haaland i, at Norges spil skal løftes til de næste kampe i gruppe I, hvor Senegal og Frankrig venter.

»Det var en ujævn kamp fra vores side. Vi fik ikke bolden spillet hurtigt nok rundt, og Irak var meget velorganiseret«, siger Ståle Solbakken ifølge nyhedsbureauet NTB.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her