I flere år var Luis Aragonés en mand, man grinede ad. Ved talrige lejligheder fremstod det, som om tiden var løbet fra arbejderdrengen, der blev mestertræner for hjerteklubben Atlético Madrid og sidenhen udnævnt til spansk landstræner i en alder af 66 år.
På pressekonferencer kludrede den gråhårede ældre mand med det spinkle brillestel og den som udgangspunkt sammenbidte mine i modstanderholdets spillernavne, han kunne finde på udelukkende at omtale sig selv i tredjeperson og lod sig i uhørt høj grad påvirke af gammel overtro.




























