Med en sejr på 3-1 over Kolding IF står FC København med mere end det ene ben i semifinalen i den danske pokalturnering.
Lørdagens pokalkamp i Kolding var den første af to kvartfinaler. Returkampen spilles i Parken om en uge.
FCK kom foran med tre mål efter scoringer af Thomas Delaney, William Clem og indskiftede Amin Chiakha, inden koldingenserne skabte en anelse håb før returkampen med en sen reducering.
Efter ni minutter kom FCK foran 1-0 ved midtbanespilleren Thomas Delaney, der sparkede bolden i kassen med venstrebenet fra en spids vinkel.
Kort før pausen øgede William Clem med et langskudsdrøn til 2-0, og det var stort set de eneste reelle chancer, FCK havde i første halvleg.
Kolding, som spiller i den næstbedste danske række, formåede egentlig at holde FCK fra store chancer, men udeholdet slog alligevel til to gange ud af næsten ingenting.
FCK var tæt på at lave et selvmål i starten af anden halvleg, da indskiftede Kevin Diks spillede bolden tilbage til målmanden Theo Sander.
Men bolden hoppede ujævnt på græsset, og Sander sparkede helt forbi den. Derfor trillede bolden videre bag Sander, men gik forbi den ene stolpe.
Kolding havde en stor mulighed for at reducere efter 65 minutter, men Asker Beck sparkede forbi målet.
Delaney udgik med noget, der kunne ligne en skade i baglåret. Men udskiftningen kan også skyldes, at FCK-træner Jacob Neestrup ikke ønsker at tage en risiko med sin nøglespiller.
Neestrup havde tidligere i kampen skiftet Andreas Cornelius ud med Amin Chiakha, og han slog til efter 75 minutter med målet til 3-0, da han fulgte op på et straffespark.
Diks fik reddet sit forsøg fra pletten af Jonathan Ægidius, men Chiakha var hurtig over returbolden.
Efter 79 minutter reducerede Asker Beck for Kolding, og det kan give en anelse håb om spænding i returen. Men ikke meget.
ritzau
fortsæt med at læse




























