Kvinderne på det danske fodboldlandshold kommer til at tjene flere penge på at spille i rødt og hvidt.
Det er en kendsgerning, efter at Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har indgået en ny landsholdsaftale, som beskriver vilkårene for at repræsentere kvindelandsholdet.
Aftalen træder i kraft omgående og gælder til 2029, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra DBU og Spillerforeningen.
Flere af kvindelandsholdets økonomiske bonusser stiger markant i den nye landsholdsaftale, og på flere parametre har man spejlet de tal, der fremgår af herrelandsholdets aftale med DBU.
»Vi er glade for, at vi tager et godt skridt fremad med en ny og forbedret aftale. Vi har haft en god og konstruktiv dialog, som jeg ser frem til at fortsætte om de forbedringspunkter, vi løbende skal se på over de kommende år«, siger landsholdsanfører Pernille Harder, som har deltaget i forhandlingerne.
For eksempel får kvindelandsholdets spillere fremover 27.249 kroner for at vinde en hjemmekamp i Nations League. Det er 22.540 kroner mere end tidligere og svarer til herrernes bonus for en sejr i samme turnering.
I netop Nations League er beløbene nu ens for mænd og kvinder.
Mændene er dog stadig et stykke foran på flere andre områder. For eksempel får mændene 47.000 kroner for en udesejr i EM- og VM-kvalifikationen. Her må kvinderne nøjes med 35.583 kroner.
Det er ikke desto mindre en stigning på 30.874 kroner i forhold til kvindernes tidligere landsholdsaftale.
Mændene er desuden langt foran kvinderne, hvad angår bonus for EM- og VM-kvalifikation. Mændene får således 54.231 kroner per kvalifikationskamp, hvis det lykkes at sikre en EM- eller VM-billet.
På denne post må kvinderne nøjes med 3532 kroner, hvilket er det samme beløb som i den tidligere landsholdsaftale.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at det fortsat er et mål at sørge for, at spillerne på herre- og kvindelandsholdet får lige mange penge for deres sportslige præstationer.
Det vil ske, i takt med at indtægter fra tv og præmiepenge i kvindefodbolden stiger, lyder det.
Kan slå hul i pengekassen
Men der er fortsat ikke råd til at give kvinderne lige så mange penge som herrerne på alle parametre i den nye landsholdsaftale.
Det erkender Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i DBU.
»Det har vi simpelthen ikke råd til for nu at være helt ærlig. Det vil koste så meget, at det risikerer at slå bunden ud af DBU’s kasse«, siger Erik Brøgger.
Han peger som årsag på de indtægter, DBU får fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), når Danmark opnår deltagelse i slutrunder.
Da herrerne kvalificerede sig til EM, fik DBU mere end ni millioner euro af Uefa. Da kvinderne kvalificerede sig til EM, fik unionen 600.000 euro. Det beløb blev dog senere forhøjet til 1,8 millioner euro.
»Det er stadig kun en femtedel af det, herrerne får. Når vi får færre penge ind, er det sværere for os at dele helt lige så mange penge ud i den anden ende«, forklarer Erik Brøgger.
DBU-målsætningen er dog, at kvinderne i nær fremtid får lige så meget i løn i fremtiden. Nu gælder den nye landsholdsaftale med kvinderne frem til 2029. Herrernes aftale udløber et år tidligere.
»Vi tror på, at økonomien i kvindefodbold udvikler sig. Det har den gjort over de seneste år, og hvis det fortsætter, tror jeg, vi kan komme meget langt og forhåbentlig helt i mål«, lyder det fra DBU-direktøren.
Med helt i mål mener DBU, at kvinderne skal honoreres på lige fod med herrelandsholdet.
»DBU’s holdning er, at vi skal derhen, hvor vi betaler det samme for at stille op for Danmark, uanset om man er mand eller kvinde. Og der er den her aftale et udtryk for et stort skridt i den retning«, siger Erik Brøgger.
ritzau
fortsæt med at læse




























