Som 10-årig kan du ende med at græde ud på dit hotelværelse i udlandet afskåret fra dine forældre. Men når det går godt, er børnefodbold på eliteplan svær at vende ryggen, fordi det giver livslektioner, fortæller en fodboldmor.

»Jeg elsker talentmiljøet i børnehøjde, men nogle gange føles det også som at være med i en sekt«

Foto: Claus Nørregaard
Foto: Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

»Sidder du ned«, spurgte min søns daværende træner i telefonen. »Din dreng er udtaget til at træne med hos en af de store klubber i næste uge! Er det ikke sindssygt?! De har ringet til klubben i dag. Talentspejderen har set mindst 15 af hans kampe i år«.

På det tidspunkt var min søn ni år og havde kun spillet fodbold i otte måneder. Han var i første omgang mere interesseret i fodboldkort. Men da alle kammeraterne begyndte at spille bold i skolen, fulgte han med. Vi valgte derefter at melde ham ind på det laveste niveau i en almindelig breddeklub. For min dreng var ikke noget særligt fodboldtalent, troede jeg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her